Mit navn er Edis Adilovic, jeg er 32 år, og så er jeg helt blind. Jeg
kommer oprindeligt fra Bosnien, men har boet i Danmark næsten hele mit
liv. Jeg blev blind, fordi mit immunforsvar angreb sig selv. På trods af
det, så er jeg blevet opdraget på en måde, hvor jeg har kunnet vælge to
veje. Jeg har kunnet vælge at sidde i et hjørne og have ondt af mig
selv, eller at klatre i træerne, lege og udforske. Dette har resulteret
i, at jeg nu står som en voksen mand med en universitetsuddannelse i
human resource management bag mig, min egen virksomhed, hvor jeg
arbejder med digital tilgængelighed, samt et arbejde for Dansk
Blindesamfund. Jeg er af den opfattelse, at vi alle er afhængige af
hinanden, og derfor bruger jeg mine ressourcer på at hjælpe ikke kun mig
selv, men også det samfund, jeg befinder mig i. Jeg elsker
udendørslivet, jeg elsker kor og sang, og så elsker jeg fællesskab.
Edis Adilovic holder foredrag i foreninger, kirker, skoler,
kulturinstitutioner - i hele Danmark.
Gruset
knaser under mine fødder, mens jeg tager de første skridt på Camino
Frances, en vandrerute på 800 km. En knuende frygt fylder min mave, men
et håb og en drøm driver mig fremad.
Hej, jeg hedder Edis. Jeg ser ikke verden omkring mig, for jeg er helt
blind. Men med min trofaste blindestok ved min side, guidet af lyden fra
min telefon og drevet af en indre styrke, har jeg gennemført en rejse,
som mange ikke engang kan forestille sig.
Tag med mig igennem de udfordrende Pyrenæer, mærk den dybe stilhed og
den tykke tåge, der omfavner stierne. Lyt til de gregorianske munkes
beroligende sang, der ekkoer gennem klostrene. Føl den knugende frygt,
der griber mig, når jeg tror, jeg er gået forkert, og den boblende glæde
ved at ankomme til den rigtige destination. Oplev begejstringen ved at
dele historier med andre vandrere, når natten falder på i de forskellige
byer.
Dette er ikke bare en historie om min blindhed. Dette er en fortælling
om, hvordan samarbejde skaber succes, hvordan teknologi giver
muligheder, og hvordan udfordringer kan overvindes.
Hvad får du med fra foredraget?
• Forståelse for, hvordan teknologi kan skabe muligheder, hvor der før
var begrænsninger.
• Indblik i kraften af menneskeligt samarbejde og hvordan det kan
overvinde de største udfordringer.
• Inspiration til at tage skridt mod egne mål og drømme, uanset de
forhindringer man måtte stå overfor.
Tag med mig på denne inspirerende tur, og lad os sammen udforske, hvad
det virkelig betyder at overvinde, opleve og samarbejde.
(120 minutter - 5.000 kr.) |