Hans Henrik Hjermitslev er idé- og videnskabshistoriker ved
University College Syddanmark og ekspert i darwinismens historie og
forholdet mellem naturvidenskab og religion. Han har skrevet artikler om
darwinisme, kreationisme, grundtvigianisme, folkehøjskolen og dansk
naturvidenskabs historie, og har holdt foredrag i det meste af landet.
Bl.a. hos Grundtvigsk Forum i Vartov, ved Teologisk Pædagogisk Center i
Løgumkloster, gennem Folkeuniversitetet og ved sogneaftener og
højskoledage.
Hans Henrik Hjermitslev holder foredrag i hele landet.
Under kulturkampen omkring år 1900 stod præsten og digteren Jakob
Knudsen og mange andre frisindede grundtviginere i spændingsfeltet
mellem kristendom og modernitet. Jakob Knudsen og vennerne Valdemar
Brücker og Holger Begtrup tog udfordningen op og diskuterede ivrigt den
moderne realistiske litteratur og kontroversielle fritænkere som Georg
Brandes og Charles Darwin. Dette resulterede i en nytænkning af den
grundtvigske arv, der fik afgørende indflydelse på kristendommen i
Danmark.
(1-3 timer, 6.000 kr. samt transport)
Dette foredrag vil fortælle historien om, hvordan Charles Darwins
udviklingslære blev modtaget i Danmark fra begyndelsen af 1860, da den
første kopi af On the Origin of Species (1859) blev bladret igennem i
København, til 1914, hvor teorien var blevet allemandseje og en
uomgængelig del af både den naturvidenskabelige verden og
populærkulturen. Foredraget vil særligt fokusere på, hvordan førende
fraktioner inden for folkekirken reagerede på, hvad der i folkemunde
blev benævnt ’abeteorien’. Det vil således blive vist, hvordan
grundtvigianere fra 1880’erne legitimerede udviklingslæren gennem en
særlig tolkning af N.F.S. Grundtvigs arv og en principiel skelnen mellem
tro og viden, mens evangeliske studentergrupper i København tog stærkt
afstand til darwinismen, og Indre Mission på landet praktisk talt
ignorerede den.
(1-3 timer, 6.000 kr. samt transport)
I foredraget vil vi se nærmere på udviklingslærens historie og den
religiøse kritik, den har været udsat for fra Charles Darwin udgav sit
værk Om arternes oprindelse i 1859 frem til i dag. I 1920’erne
etableredes i USA en organiseret kristen antidarwinistisk bevægelse, den
såkaldte kreationisme, der siden da har spillet en stor rolle i det
amerikanske undervisningssystem. I 1990’erne dukkede en ny
antidarwinistisk teori op, intelligent design, der nok accepterer en vis
biologisk udvikling, men ikke mener, at den kan forklares gennem
naturlige forklaringer som den naturlige udvælgelse. Mens intelligent
design teorien synes at være et forbigående fænomen, så vinder
kreationismen frem mange steder. Undervisning i udviklingslære er i dag
truet i store dele af verden – særligt i USA og Mellemøsten – hvor
Darwin beskyldes for alt fra nazisme til terrorisme. Status er nu, at
mens over 80 % af danskerne accepterer udviklingslæren, så bliver den
afvist som ugudelig af størstedelen af jordens befolkning.
(1-3 timer, 6.000 kr. samt transport)
Perioden 1870-1920 var på mange måder afgørende for skabelsen af det
moderne Danmark. Forfatningskampen, andelsbevægelsen, højskolerne,
folkeuniversitetet og det moderne gennembrud var med til at tegne tidens
kulturelle landskab og skabe det Danmark, vi kender idag. I dette
foredrag vil vi se nærmere på tiders debatter om forholdet mellem
modernitet og kristendom og videnskab og religion. Fokus vil være på
datidens kulturelle fyrtårne N.F.S. Grundtvig og Georg Brandes samt
Friedrich Nietzsches antikristelige budskab, der blev introduceret af
Brandes i 1890'erne.
(1-3 timer, 6.000 kr. samt transport)
Siden oprettelsen af den første grundtvigske højskole i Rødding i
1844, har de danske højskoler stået i spændingsfeltet mellem dannelse og
uddannelse, mellem livsoplysning og nyttige kundskaber. I dette foredrag
vil vi se på højskolernes dobbelte rolle som både dannelses- og
uddannelsesinstitutioner og diskutere hvilken betydning de har i dag,
hvor snævre nyttehensyn og erhvervsmæssig kompetenceudvikling rider
uddannelsessystemet som en mare.
(1-3 timer, 6.000 kr. samt transport)
|