Cand.mag. i musik, formidler og sanger. Siden 2006 museumsinspektør ved
Carl Nielsen Museet og Carl Nielsens Barndomshjem. 1996-2006 korsanger i
Vejgaard Kirke, Aalborg. Mange års erfaring fra foredrag, sangaftener,
koncerter og koncertintroduktioner mm. i kirker, musikhuse, museer og
højskoler i både ind- og udland. Med udgangspunkt i en stærk faglighed
lægger jeg særligt vægt på at formidle med indlevelse og begejstring.
Ida-Marie Vorre holder foredrag i hele landet.
Museumsinspektør Ida-Marie Vorre går tæt på den fynske komponist, der
har betaget publikum verden over med sin forunderlige musik. Vi skal
have et overordnet indblik i Carl Nielsens liv og bedrifter, både som
komponist, dirigent, skribent, far og ægtemand. Vi skal høre eksempler
fra hans righoldige musikalske produktion, der spændte fra banebrydende
og komplekse symfonier til enkle, strofiske sange. Sidst men ikke mindst
skal vi selvfølgelig have lejlighed til at synge selv.
(60-90 min. 3.-4.000 kr. + transport; hjælpemidler: projektor,
klaver, evt. cd-afspiller)
Foredraget er tidligere bl.a. holdt: Vesthimmerlands Musikhus
ALFA, Vor Frue Kirke/Svendborg, Lemvig Valgmenighed og Odense
Højskoleforening.
Carl Nielsen var en særdeles alsidig komponist. Mens han i udlandet
primært er kendt for sin symfoniske musik til koncertsalen, forbinder
mange danskere ham i høj grad med en lang række folkelige sange. Han har
komponeret omkring 300 sange. Denne aften vil vi se nærmere på
sangkomponisten Carl Nielsen, hans produktion af folkelige sange og
sætte disse ind i en historisk kontekst. Undervejs vil der være rig
lejlighed til selv at synge med også.
(60-90 min. 3.-4.000 kr. + transport; hjælpemidler: klaver)
Foredraget er bl.a. holdt: Askov Højskole og Museet på
Sønderskov.
Mange danskere kender bedst Carl Nielsen gennem Højskolesangbogen. Han
komponerede imidlertid også en betragtelig mængde salmer og åndelige
sange, men kun et fåtal af disse er at finde i den danske salmebog.
Museumsinspektør Ida-Marie Vorre går på opdagelse i denne for mange
ukendte del af Carl Nielsens repertoire. Hvad var baggrunden for dette
arbejde? Hvorfor er de ikke blevet mere udbredte? Undervejs vil der
blive rig lejlighed til at synge med på både kendte og ukendte salmer.
(60-90 min. 3.-4.000 kr. + transport; hjælpemidler: klaver, evt.
cd-afspiller)
Foredraget er bl.a. holdt: Dalum Kirke og Carl Nielsens
Barndomshjem.
Det stod ikke skrevet i kortene, at Anne Marie Brodersen skulle blive
billedhugger. Men den stålsatte unge kvinde med de kreative evner fik
det, som hun ville. Også selv om kvinder dengang ikke havde adgang til
Kunstakademiet. Gennem hårdt arbejde lykkedes det hende at skabe en
karriere i kraft af sine naturalistiske dyrefigurer og portrætter. Som
den første kvinde i verden lykkedes det hende tilmed at udføre en af
billedhuggerkunstens fornemmeste opgaver: en rytterstatue.
(60-90 min. 3.-4.000 kr. + transport; hjælpemidler: projektor, evt.
cd-afspiller)
Foredraget er bl.a. holdt: Odense Centralbibliotek og Carl
Nielsen Museet.
Billedhuggeren Anne Marie Brodersen og komponisten Carl Nielsen mødtes i
Paris 2. marts 1891. De giftede sig i Firenze 10. maj, og i december
samme år fødtes parrets første barn, Irmelin. Af denne kronologi fremgår
det med al ønskelig tydelighed, at den søde musik opstod umiddelbart
imellem den smukke Anne Marie og den charmerende Carl. Parrets fælles
historie er dramatisk og rummer alt, hvad man kan ønske sig af stormende
forelskelse og stor lykke, længsel og afsavn, svig og bedrag og – ikke
mindst – forsoning. Med udgangspunkt i parrets breve til hinanden vil
museumsinspektør Ida-Marie Vorre fortælle den gribende historie om
ægteparret Carl Nielsen.
(60-90 min. 3.-4.000 kr. + transport; hjælpemidler: projektor,
cd-afspiller)
Foredraget er bl.a. holdt: Den Hirschsprungske Samling, Jysk
Musikteater/ Silkeborg og Carl Nielsen Museet, Odense. |