Writers Collective er et skrive- og produktionsfællesskab, der
står bag non-fiktion fortællinger indenfor bøger, tv og podcasts.
Ole Sønnichsen (f. 1973) er journalist, foredragsholder og
forfatter til lang en række anmelderroste og populære historiske værker
og biografier, blandt andre bestsellerne ”One Dollar Man” og ”Rejsen til
Amerika”.
Jesper Clemmensen (f.1975) er journalist, foredragsholder og
tilrettelægger af dokumentarfilm til DR1, DR2 og TV 2. Han er forfatter
til flere historiske bøger, blandt andre bestsellerne ”Flugtrute
Østersøen” og ”Skibet fra Helvede”. (Se Jespers opslag på listen)
Sammen er de fra efteråret 2024 aktuelle med koldkrigsdramaet “Kodenavn
Flamme - den spektakulære fortælling om en dansk dobbeltagent og
Stasi-Spion” om den nu afdøde danske journalist Flemming Sørensen.
Ole Sønnichsen holder foredrag i hele landet.
Den Kolde Krig var på sit højeste, da den danske journalist Flemming
Sørensen blev hvervet som spion for den berygtede og brutale østtyske
sikkerhedstjeneste Stasi.
I 1960 gjorde Jyllands-Posten Flemming Sørensen til deres udsendte i Den
Kolde Krigs hovedstad, Berlin. Her tog hans hemmelige karriere for alvor
tog fart, ikke mindst fordi han som international journalist kunne
krydse den ellers hermetisk lukkede grænse mellem øst og vest.
I de følgende år forrådte Sørensen talrige tyskere og danskere, hvoraf
flere endte med hårde fængselsstraffe i DDR. Da Stasi mærkede, at jorden
brændte i Vestberlin, fingerede de et nummer, der skulle få deres danske
agent forflyttet til Bonn. Tricket, der er en spionfilm værdig, fik
placeret Sørensen som spion i Vesttysklands politiske hjerte. Den danske
journalist og spion skulle ende med at tjene fjenden i to årtier.
KODENAVN FLAMME er den spektakulære og fascinerende fortælling om en af
Stasis allervigtigste danske agenter. Flemming Sørensen blev aldrig
dømt, selv om han faktisk stod anklaget for spionage i en opsigtvækkende
og farverig retssag i Vesttyskland i 1980’erne. Et stykke dansk
verdenshistorie, der vækker den nære fortid til live – men også et
stykke historie, som er blevet skræmmende aktuel.
Foredraget er baseret på bogen af samme navn og en omfattende research i
Stasis arkiver, hvor Flemming Sørensens utrolige sag fylder adskillige
hyldemeter. Dertil kommer andre tyske og danske arkiver og interviews
med hovedpersonens venner, kollegaer, fjender og ofre. Fascinerende
TV-klip fra perioden er flettet ind i foredraget.
90-120 min inkl. pause. 8.000 kr. plus kørsel.
Alt efter geografisk placering aftales det, om Ole Sønnichsen (fra
Kolding) eller Jesper Clemmensen (fra København) kommer og holder
foredraget.
Den 28. maj 1940 ringede telefonen hos William S. Knudsen på kontoret
hos General Motors i Detroit. I den anden ende var den amerikanske
præsident Franklin D. Roosevelt på en linje fra Det Hvide Hus. Han havde
brug for en mand, der kunne stille sig i spidsen for den amerikanske
produktion af krigsudstyr under Anden Verdenskrig – og præsidenten havde
kun én kandidat til jobbet: danskeren. For sin indsats ville han modtage
én dollar om året.
ONE DOLLAR MAN er den glemte historie om cykelsmeden, der udvandrede med
immigrantskib fra København i 1900 med 30 dollars på lommen. Han kæmpede
sig op fra bunden af det amerikanske samfund og blev en af USA’s største
og bedst betalte erhvervsfolk, inden han blev hentet til Washington DC
for at hjælpe præsidenten.
William S. Knudsen havde et usædvanligt talent for at organisere mænd og
maskiner. Han satte samlebåndsproduktionen i system hos Ford, skabte
bilmærket Chevrolets store succes og blev øverste direktør for General
Motors med 250.000 ansatte. I Washington blev han en nøglefigur under
krigen, hvor han som trestjernet general var med til at vende de
allieredes krigsheld i kampen mod Hitler og japanerne.
William S. Knudsens produktionstalent var ganske enkelt med til at
afgøre Anden Verdenskrig, siger historikerne – og den medrivende
historie om den amerikanske drøm fortæller Ole Sønnichsen i ord og
billeder.
(90-120 min inkl. pause. 8.000 kr. plus kørsel)
Nogle drømte om en ny begyndelse med rigdom og lykke. Andre flygtede
fra en fortid med kriminalitet eller ulykkelige begivenheder. Og andre
igen håbede på, at de kunne føre en religiøs levevis, der ikke var plads
til i Danmark. Men fælles for de 300.000 danskere – godt en tiendedel af
den daværende befolkning – der fra 1850 til 1920 udvandrede til Amerika,
var, at de troede på et bedre liv på den anden side af Atlanterhavet,
hvor de kunne få del i den amerikanske drøm om en ny begyndelse og
social retfærdighed for alle.
Den dramatiske historie om den store udvandring til Amerika genfortæller
journalist og forfatter, Ole Sønnichsen, i det anmelderroste bogværk ”Rejsen
til Amerika”, der udkom i to bind hos Gyldendal i efteråret 2013 og
efteråret 2015. Bøgerne bygger på fem års research i arkiver i USA,
Danmark, Tyskland og England – og i foredraget fortæller Ole Sønnichsen
om udvandringen via nogle af bogens hovedpersoner. Det er fx historien
om August Rasmussen, der i 1856 blev træt af herremandens pisk og den
manglende stemmeret til tyendet på landet. Det er historien om Jens
Jensen, der flygtede til Amerika med naboens datter, som han ikke måtte
få, og blev en af landets mest berømte landskabsarkitekter. Og det er
historien om Jens Weibye, der blev mormon og måtte rejse hundredvis af
kilometer over prærien for at nå til Zion.
Udvandringen var et drama fyldt med knuste drømme, død, sygdomme og
falske forhåbninger, men det var også en historie fyldt med lykke,
kærlighed og store drømme, der går i opfyldelse. Den historie
genfortæller Ole Sønnichsen i ord og billeder.
(90-120 min inkl. pause. 8.000 kr. plus kørsel) |