Jeg er uddannet cand. pæd. i didaktik (dansk) og folkeskolelærer. Nu
arbejder jeg på Karen Blixen Museet i Rungstedlund, hvor jeg er omviser
og underviser af grundskole- og gymnasieklasser.
Overskriften for min formidling er ”teaching is loving publicly”; at
formidle er at vise sin passion og sit engagement. Jeg er en levende og
erfaren formidler, som har arbejdet med mange forskellige målgrupper.
Jeg holder foredrag i hele landet.
Som barn flød Karen Blixens kreativitet over i tegninger,
fortællinger og skuespil. Hun elskede musik hele livet, og troede som
ung kvinde, at hun skulle være billedkunstner.
Kunstneren var en gennemgående figur og kunsten et tilbagevendende tema
i Karen Blixens fortællinger. Kunstnerkarakteren spænder bredt – fra
forføreren Cazotte i ”Ehrengard” til flygtningen Babette I ”Babettes
Gæstebud”. Selv Gud beskrives som kunstner!
Foredraget bliver en rejse gennem, hvad kunsten kan, forskellige
kunstarter og kunstneren i Blixens forfatterskab.
(60-100 minutter, 4000 kr. incl. transport)
Karen Blixen er skabt af det stof, myter er gjort af, og dele af
hendes eftermæle har givet hende en status som lidt af en dæmonisk
skikkelse. Karen Blixen skrev fortællinger med et overnaturligt indhold,
og også i hendes selvbiografiske bøger er der elementer af det
guddommeliges indgriben.
Det er tankevækkende, at Karen Blixen både beskriver Gud som kunstner i
sin ungdomsdigtning, ”Balladen om mit liv”, og fortællingen ”Ehrengard”,
der først blev udgivet efter hendes død.
Derfor er det interessant, at hun betegnede sig selv som ateist. Det
afholdt hende dog ikke fra at skrive om og forholde sig til både
unitarisme, protestantisme, katolicisme og islam.
Vi vil komme ind på tro og livsopfattelse i Karen Blixens
selvbiografiske værker Den Afrikanske Farm og Skygger på Græsset, samt i
brevveksling, ungdomsdigtning og forskellige fortællinger - bl.a.
”Babettes Gæstebud”, ”Kongesønnerne” og ”Ehrengard”.
(60-100 minutter, 4000 kr. incl. transport)
Hvad er forskellen mellem fantastisk fortælling og fantasy? Hvilke
værker er de væsentligste indenfor genren? Ligger der en livstolkning
implicit i genren?
I mit foredrag vil jeg fortælle om den populære børne- og
voksenlitterære genre fantasy, og bl.a. komme med eksempler fra C.S.
Lewis’, J.R.R. Tolkiens, H.C. Andersens, J. K. Rowlings, Karen Blixens
og Lene Kaaberbøls forfatterskaber.
(60-100 minutter, 4000 kr. ncl. transport)
Vi er alle begrænset i tid og rum og knyttet til et eller flere
steder geografisk, følelsesmæssigt, erfaringsmæssigt og fysisk.
Ud fra stedsteori vil jeg fortælle om, hvordan Karen Blixen fremstiller
farmen i Kenya i Den Afrikanske Farm og sin egen tilknytning til den.
Jeg perspektiverer også til stedet i fortællingens verden, i Karen
Blixens fortælling ”Vejene omkring Pisa” fra Syv fantastiske
fortællinger og virkelighedens Rungstedlund.
(60-100 minutter, 4000 kr. incl. transport)
I Vintereventyr, som Karen Blixen anså som sit hovedværk, er der to
vidt forskellige fortællinger, der stikker i hver sin retning –
”Alkmene” og ”Skibsdrenges Fortælling”. ”Alkmene” er måske den mest
tragiske af Karen Blixen fortællinger, og ”Skibsdrengens fortælling” er
måske en af de mest opløftende.
Jeg vil lade disse to fortællinger gå i dialog med hinanden, og trække
perspektiver fra fortællingerne til Karen Blixens eventyrlige liv.
(60-100 minutter, 4000 kr. incl. transport) |