Anders Lundt Hansen

Telefon: 5088 3198
E-mail: Anders@LegendernesDanmark.dk
Hjemmeside: www.LegendernesDanmark.dk
 

  1. Legendernes Danmark
  2. Korset og Sværdet. Legendernes Danmark II
  3. Hinsides Havet. Legendernes Danmark III
  4. Historierne bag hobbitten
  5. Tempelriddernes Hemmelighed


Professionel foredragsholder og skribent, som løser fortidens gåder, afliver myter og genfortæller legender.
Du kan læse mine artikler i blandt andet Weekendavisen og på Peblish.dk, og gennem de sidste 5-6 år har jeg opbygget et ry som en fængslende foredragsholder, der kombinerer høj faglighed og god underholdning. Der bliver brug for både latter- og tankemuskler til mine foredrag.
Jeg er uddannet historiker, cand. mag.

Anders Lundt Hansen holder foredrag i hele landet. (bosiddende i København)

1. Legendernes Danmark

Fra sagnkongerne i Lejre til Tempelriddere på Bornholm. Intet sted i Danmark er uden sine egne myter og sagn. Som en rejsefører viser jeg rundt i legendernes Danmark, og fortæller kendte som ukendte historier fra fortiden. Jeg viser frem hvad beretningerne har efterladt sig af spor i nutidens danske landskab, og afslører historien bag de centrale fortællinger under danskerne og deres historie.
(I udgangspunktet 2 x 45 minutter, men kan rettes til efter ønske. Honorar 4.000 kr. plus transport)

2. Korset og Sværdet. Legendernes Danmark II

Fortællinger fra den kristne tid. Hvis man tror at kristendommens indførelse gjorde Norden til et fredeligere sted, så tager man blodigt fejl. Der var korstog til Estland, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen, og der var drager og trolde der kæmpede mod de fremvoksende kirker. Helgener døde med sværdet i hånd, og sagn og legender snor sig som en lindorm gennem Danmarks historie.
(I udgangspunktet 2 x 45 minutter, men kan rettes til efter ønske. Honorar 4.000 kr. plus transport

3. Hinsides Havet. Legendernes Danmark III

Følg bølgernes våde vej, til de fremmede strande hvor skandinaver i middelalderen vandt deres ry. Stå med Regner Lodbrog for Paris’ mure. Trods sydens brændende hede på korstog til det hellige land. Og kryds Nordatlantens isgrønne våger, i en søgen efter Vinlands sagnomspundne kyst.
(I udgangspunktet 2 x 45 minutter, men kan rettes til efter ønske. Honorar 4.000 kr. plus transport

4. Historierne bag hobbitten

Som middelalderhistoriker og Tolkien-ekspert viser jeg rundt bag kulisserne i den eventyrverden som J. R. R. Tolkien har skabt, og som man kan se i biograferne i filmatiseringen af ”Hobbitten”. Tolkiens inspiration kom fra de gamle nordiske sagaer og legender, og han brugte dem til at skabe en mytologi og en sammenhængende historie for de mange folkeslag og sprog, drager og uhyrer, troldmænd og dværge som befolker hans verden. Nye rejsende i Tolkiens verden vil få en introduktion til et eventyrligt univers, og garvede Tolkien-fans vil få nyt syn på deres oplevelser i Midgård.
(I udgangspunktet 2 x 45 minutter, men kan rettes til efter ønske. Honorar 4.000 kr. plus transport

5. Tempelriddernes Hemmelighed

Fra den beskedne begyndelse, som en sammenslutning af asketiske krigermunke, til en position som middelalderens mest brutale og effektive stødtropper. Tempelridderne eksisterede i små 200 år, og de udviklede et velhavende, velorganiseret bureaukrati, med økonomisk og militær magt der spandt over et helt kontinent.
Da ordenen blev opløst gik fortællingerne om tempelridderne ikke i graven med de grusomt henrettede ledere. I stedet har de spøgt i fantasiens og sammensværgelsernes verden. Hvad er fup og hvad er fakta i historien om de sagnomspundne riddere med det røde kors på brystet? Og hvordan sorterer man i de talrige fortællinger?
Det fortæller jeg, mens jeg viser rundt på stierne mellem myte og historie, fra korstogsborge i brændende ørkensol, til flammende kætterbål på dugvåde enge.
(I udgangspunktet 2 x 45 minutter, men kan rettes til efter ønske. Honorar 4.000 kr. plus transport)