Bluegrass Boulevard

v. Jan Eskildsen, Matildelundsvej 14, 8260 Viby
Telefon: 2140 1674
E-mail: jan.eskildsen@gmail.com
Hjemmeside: www.bluegrassboulevard.dk

  1. Bluegrass i kirken


Bluegrass Boulevard er:
Mads Knude Hovgaard, banjo, dobro og sang
Jan Eskildsen, bas og sang
Jesper Henning Pedersen, sang og mandolin
Henning Petersen, sang og guitar

Se og hør Bluegrass Boulevard live her:
Why you've been gone so long: https://www.youtube.com/watch?v=25IDLnRCMeg
River of Jordan: https://www.youtube.com/watch?v=OTZIoXYfw1Y
Poet with Wings: https://www.youtube.com/watch?v=L-4iXj5pcSE

Bluegrass Boulevard afholder arrangementer i hele landet.

Bluegrass i kirken

Bluegrass er en traditionel amerikansk musikform, der har taget sit navn efter Kentucky, the Bluegrass State. Bluegrass samler elementer fra den gamle country musik, swing, jazz, blues og den traditionelle folkemusik, som indvandrerne fra Europa i sin tid bragte med sig til den nye verden. Læg dertil den flerstemmige sang, som kendes fra de mange små kirker, og et tekstunivers som spænder fra den evige ulykkelige kærlighed over menneskeskæbner til det nære forhold til kirken og til troen. Resultatet er blevet en perlende frisk, energisk, ekvilibristisk og charmerende musikform.
Koncert med Bluegrass Boulevard vil forme sig som et causeri, en indføring i musikken, historien, menneskene og miljøerne bag bluegrass. Det kan foregå i kirken, eller i et lokale i sognegården. Det kan enten bestå af to sæt á 45 minutter, så der er tid til en forfriskning ind imellem, eller forme sig som en 75 min. koncert uden pause. Vi medbringer lydanlæg til en let forstærkning af lyden, der jo som udgangspunkt er akustisk.
Jesper Henning Pedersen står for de underholdende fortællinger om musikken, dens emner og miljøer. Jesper var tidligere mediekonsulent og leder af Folkekirkeinfo, hvor han blandt andet lavede tv-udsendelserne "Vil du se min smukke kirke".

Efter at have overværet en koncert med kvartetten udtalte Anders Gaden, organist og korleder ved Helligåndskirken i Aarhus (december 2015):
'Det var en usædvanlig skøn oplevelse at høre Bluegrass Boulevard. Veloplagt og professionelt præsenteret repertoire, der spillede flot ind i en kirkelig sammenhæng. Musikerne spillede med energi og fingerfærdighed og med sans for stilen. Der er virkelig gang i den når fingrene farer hen over strengene og bassen kører derudad… Rytme og smil forplantede sig helt naturligt til publikum og blev siddende længe i kroppen den aften.'

Organist Rikke Alminde Bendtsen (april 2016):
'Det var en fornøjelse at have besøg af Bluegrass Boulevard i Vester Bjerregrav kirke. Musikken var rigtig fint gearet til kirkerummet, og den kolde aprilaften blev ligesom lidt varmere da de fire musikere spillede op. Der blev smilet, nikket og rokket godt med fødderne under kirkebænkene. Spilleglæden osede af de fire velspillende musikere, der måtte stå tæt om mikrofonen mellem middelalder døbefont og prædikestol, og alligevel formåede at levere forrygende soloer helt ubesværet.
Den traditionelle musikform blev levendegjort ikke blot i sangene, men også i de anekdoter som tog lytteren ved hånden og ledte os ud på Kentuckys græsklædte bakkedrag, ned ad halvglemte markveje, gennem sorger og glæder og sågar ind i nybyggernes landsbykirker - og således fik indplaceret bluegrass-genren i en kirkelig sammenhæng.
Bluegrass Boulevard spillede forrygende levende og hjertevarm musik, og jeg kan kun anbefale bandet - også i kirkelig sammenhæng.'


Vi har tidligere bl.a. spillet Koncerter på Tønder Festivalen, Århus Folkemusikfestival, Horsens Folkemusikfestival og i DR-TV.
Vi har været Ugens Musiknavn i Danmarks Radio, har medvirket i "Folk Live"-programmer, og har lavet jingler til Leif Wivelsteds program "Country Club".
(75 min. eller 2 x 45 min. med indlagt pause; 8.500 kr. i Aarhus-området. Plus transport i resten af landet (ca. statens takst))