Inga Kofoed Andersen

Kontakt: Søndre Ringgade 19, 8000 Århus C
Telefon: 2293 1266
E-mail: Ingakofoedandersen@gmail.com 
Hjemmeside: www.alletidersmarathon.dk; www.urbannaturewalk.dk 

  1. Ler og keramik
  2. Fra Aros og omegn
    Stort og småt om kvinder, mænd og steder i Århus
  3. Dit landskab
  4. Donau
  5. Marathon blandt vilde dyr i Sydafrika


Jeg har arbejdet som geolog og projektleder i Miljøministeriet i 11 år med beskyttelse af drikkevandet i Danmark.
Passion:
Min største fornøjelse er at rejse til fjerne destinationer for at udleve min passion for at løbe lange, krævende ture i naturen. Jeg tager billeder af dyr, landskaber og løbere under mine marathon og holder foredrag om løb og naturoplevelser.
Folkeoplysning:
Jeg er desuden aktiv med at holde foredrag om geologi og har lavet ekskursioner i Danmark for højskoler, oplysningsforbund og foreninger de sidste 10 år.
Siden 2012 har jeg arbejdet freelance som geologisk rejseleder og været i Irland, Skotland, Island, Østrig, Italien, Portugal og Tyskland samt sejlet på Donau med grupper for danske rejsebureauer.
Som tekstildesigner fra Kolding Kunsthåndværkerskole nyder jeg at holde foredrag om kunst, inspiration og teknikker. Og jeg er tilknyttet CLAY Keramikmuseum i Middelfart som rundviser.
Ambition:
Jeg er tilknyttet Saxild Strand i Odder som foredragsholder og naturvejleder. Stedet henvender sig især til seniorer med tilbud om trivsel, nærvær og naturoplevelser.
Kursisterne sætter stor pris på, at jeg kan formidle samfundsrelevant, hjerneudfordrende stof på en lettilgængelig måde.
Når snakken går – under og efter foredraget - om erindringer, erfaringer og holdninger, har jeg fået opfyldt min ambition om at forundre og forandre.

Jeg holder billedforedrag i hele landet. Transport fra Århus 3,63 kr/km. Jeg har brug for en computer, en fremviser og et lærred.

1. Ler og keramik

Til alle tider har mennesket brændt ler til keramik. Arkæologer finder krukker i forfædrenes grave med spor af mad og olier. For et par generationer siden kom vi med mad til kvinder på barsel i jydepotter. Og i dag valfarter vi til keramikmuseet CLAY i Middelfart for at nyde synet af flot porcelæn. Foredraget byder på geologisk snak om lerets oprindelse, teglværkernes historie og giver eksempler på dansk design, når det er allerbedst. Jeg er rundviser i samlingerne på CLAY og medbringer et stort billedmateriale. Foredraget kan suppleres med en udflugt, der kan indeholde:
Rundvisning på CLAY
Guidet bytur i Middelfart
Rundvisning på Vejen Kunstmuseum eller Ehlers Samling i Haderslev, som begge har en stor keramiksamling.
(2 gange 45 minutter med pause undervejs. Prisen er 3.500 kr. + transport fra Århus. Kontakt mig for tilbud på en samlet pakke med både foredrag og rundvisning)

2. Fra Aros og omegn
Stort og småt om kvinder, mænd og steder i Århus

Som europæisk kulturhovedstad i 2017 og en af de største danske byer i vikingetid rummer Århus spændende – og overraskende – historier fra fortid, nutid og fremtid. Nyd billederne af imponerende gadekunst, hør om kongen, der overtog kirkens jorder og brugte dem til at finansiere englandskrigene. Og mød de rige enker med spenderbukserne på. Lad dig forundre over et lille højtråbende protestmærke, der går sin sejrsgang verden rundt – og er blevet næsten lige så berømt som de søde karolinepiger.
Foredraget kan kombineres med en guidet tur i Århus i bus eller til fods. Jeg kan tage jer i Den gamle by, rundt på Århus Ø eller i vikingernes fodspor langs Århus Å.
(2 gange 45 minutter med pause undervejs. Prisen er 3.500 kr. + transport fra Århus. Kontakt mig for et tilbud på foredrag med efterfølgende guidet tur i Århus)

3. Dit landskab

Inga Kofoed Andersen er geolog og holder et underholdende foredrag for dig, der vil vide mere om landskabet, hvor du bor.
Billedforedraget er krydret med lokale eksempler på vandindvinding, bakker og dale i landskabet samt vore forfædres brug af sten.
For 10.000 år siden var det meste af Danmark dækket af et tykt lag is, som smeltede og efterlod store isklumper i terrænet. Dem ser vi i dag som dødishuller. Isen kom fra Skandinavien og Baltikum og bragte store sten med sig, som vores forfædre har brugt til at bygge kirker, stendiger og dysser af. Det er fascinerende at tænke på de kilometertykke gletchere, der har gnavet i norske fjelde og slæbt sten med til Danmark. Og høre den drabelige historie om vulkaner, der har spruttet og sendt lava af sted.
Foredraget kommer også ind på den nyeste viden om dit drikkevand, som bliver hentet op af undergrunden. Vand er grundlaget for al liv på jorden, og mennesket består hovedsaligt af vand. I dette foredrag bliver du præsenteret for vand i mange former, og der bliver åbnet for en debat om grødeskæring, bræmmer langs vandløb, gødning af marker og iltsvind i de indre danske farvande.
Inga Kofoed Andersen har gennem de sidste 10 år lavet ekskursioner, hvor vi har samlet sten på stranden, set på istidsspor i Mols Bjerge, udforsket tørvemoser og stendiger. Og sammen med 2 seniorhøjskolehold vil hun de næste mange sæsoner følge Gudenåen fra udspringet til Kattegat.
(2 gange 45 minutter med pause undervejs. Prisen er 4.000 kr. + transport fra Århus. Kan kombineres med en ekskursion i dit lokalområde, hvor vi ser på sten og landskabsformer. Der er mulighed for at aftale en samlet pris for foredrag og efterfølgende ekskursion)

4. Donau

Fra udspringet i Schwarzwald til deltaet ved Sortehavet løber floden Donau gennem 10 lande og 5 hovedstæder. Det er en rejse mellem øst og vest, hvor både kulturen og naturen ændrer sig markant undervejs. Nyd billeder og beretninger, der veksler mellem planøkonomi, overdådige bygningsværker, berømte danskere på langfart, ingeniørkunst og opbrud til bedre tider.
Inga Kofoed Andersen har siden 1979 besøgt landene ved Donau og været rejseleder på krydstogter på floden.
(2 gange 45 minutter med pause undervejs. Prisen er 3.500 kr. + transport fra Århus)

5. Marathon blandt vilde dyr i Sydafrika

Inga Kofoed Andersen har løbet 63 marathon. Rundt omkring i verden. Hun bygger rejser op omkring et marathon og fylder på med spændende oplevelser og udflugter før og efter løbet. Hun har løbet i ufattelige højder i Schweiz, haft hedetur i Honolulu og Havanna, kæmpet med bakker og blæst i Nationalpark Thy og aset op ad betonstier i Harzen samt deltaget i mange andre løb, der er milevidt forskellige fra Berlin Marathon. Men eet løb overskygger dem alle: Big Five Marathon i Sydafrika, hvor dagene er fyldt med safari og løvebrøl.
Inga Kofoed Andersen viser billeder fra reservatet Ntabeni i Sydafrika, hvor hun har løbet The Big Five Marathon 9 gange. Hendes mand har deltaget 10 ud af de 11 gange, løbet har været afviklet. Inga og Jens står begge klar ved startstregen år efter år for at forsvare deres verdensrekord som dem, der har deltaget flest gange. Foredraget henvender sig til alle, der kan lide at få en god historie fortalt, så man kan høre flodhestene pruste, mærke morgenkulden og lugte elefanterne.
Billedforedraget har blandt andet været vist på det naturhistoriske museum, NATURAMA, i Svendborg og Naturhistorisk Museum i Århus.
Inga har indtil videre løbet 63 marathon i alverdens riger og lande - blandt andet: New York, Honolulu, Hawaii, Harzen, Hamborg, Berlin, Paris, Reykjavik, Sydafrika, Odense, Ålborg og København.
(2 gange 45 minutter med pause undervejs. Prisen er 3.500 kr. + transport fra Århus)