Kim Hartzner

Kontakt: Mission Øst, Sankt Lukas Vej 13, 2900 Hellerup
Telefon: 3961 2048
E-mail: miseast@missioneast.org
Hjemmeside: www.missioneast.org

  1. Sådan hjælper vi sammen katastroferamte
  2. Hjælp til familier på flugt i Mellemøsten
  3. Hjælp til katastroferamt befolkning i Nordkorea


Kim Hartzner er læge og generalsekretær for hjælpeorganisationen Mission Øst. For ham går kristendom, lægegerning og hjælpearbejde op i en højere enhed. "Det er min livspassion, der får udløb. I Mission Øst går trådene sammen – det lægelige, det kristne og det at kunne gøre en forskel for mennesker i nød. Og så min interesse for landene i øst, det russiske sprog og alle brydninger i den del af verden," siger han.
Mission Øst rækker ud til nogle af de mest nødlidende mennesker i de mest afsidesliggende områder og sikrer, at også fattige, ældre, syge og personer med handicap får hjælp. Foruden Irak, Nordkorea og Nepal yder organisationen humanitær hjælp i Armenien, Tadsjikistan og Afghanistan.
Mission Øst er medlem af netværket Integral Alliance, der har 23 medlemsorganisationer og tilsammen arbejder i 80 lande og gennem 650 lokale organisationer.

Kim Hartzner holder foredrag i hele landet.

1. Sådan hjælper vi sammen katastroferamte

Verden står i brand, og nødlidende skal hjælpes hurtigt og effektivt. Mission Øst har over 25 års erfaring med nødhjælp og bæredygtig udvikling til lande ramt af krise, krig og katastrofe.
Generalsekretær Kim Hartzner giver et sjældent indblik i hjælpen til ofre for jordskælv, oversvømmelser, fattigdom og krig og viser, hvordan hjælpeorganisationen når helt ud i de mest afsidesliggende egne og hjælper sårbare samfundsgrupper: Børn, kvinder, ældre og personer med handicap. Foredraget ledsages af power point og videoklip.
Kim Hartzner illustrerer også, hvordan kirker, foreninger og enkeltpersoner kan være med og gøre en forskel i det vigtige arbejde.
(60 minutter + spørgsmål og svar. Foredragets pris aftales nærmere)

2. Hjælp til familier på flugt i Mellemøsten

Tusinder af kristne, yezidier og andre minoriteter lever under kummerlige forhold kun få timers flyvetid fra Danmark. Mange er flygtet over hals og hoved fra Islamisk Stats brutale hærgen og bor nu i telte eller ufærdige betonkonstruktioner.
I foredraget følger man Kim Hartzner gennem gaderne i den ødelagte nordirakiske by Sinjar. Man ser ødelæggelserne og møder overlevende yezidier i chok. Mange kvinder er blevet voldtaget, flere mænd har med nød og næppe overlevet massakrer, og børn har set overgreb og blodige mord på nært hold. Men man får også indblik i, hvordan det er muligt at skabe fornyet håb for disse mennesker.
Op mod 89.000, der har overlevet Islamisk Stats brutalitet, har nu modtaget husly, hygiejneartikler og varmeapparater fra Mission Øst. Og børnene får støtte og undervisning i seks psykosociale centre i det nordlige Irak.
(60 minutter + spørgsmål og svar. Foredragets pris aftales nærmere)

3. Hjælp til katastroferamt befolkning i Nordkorea

Ved dette foredrag kan man følge Kim Hartzner ind i det lukkede Nordkorea, hvor op mod en tredjedel af børnene er kronisk underernærede. Mission Øst har givet kosttilskud med vitaminer og mineraler til 50.000 børn og givet pædagogiske legeredskaber for at stimulere børnenes udvikling. Efter tørken i 2012 var børnene så afkræftede, at de ikke kunne rejse sig op på grund af mangel på vitaminer, mineraler og proteiner. Men et par år senere legede og larmede de som andre børn.
Lige nu får befolkningen drivhuse til grøntsager, så de kan forsørge sig selv, da omkring 70 procent af befolkningen ikke har adgang til mad hele året. Mission Øst er også i gang med at etablere latriner og adgang til rent vand efter en voldsom oversvømmelse i den nordlige del af landet. Mission Øst er den eneste danske organisation, der har fået adgang til at yde nødhjælp i Nordkorea.
(60 minutter + spørgsmål og svar. Foredragets pris aftales nærmere)