Liselotte Wiemer

Kontakt: Margrethevej 47, 4070 Kirke Hyllinge
Telefon: 6161 6226
E-mail: liselotte.wiemer@hotmail.com

  1. Barnet, troen og kærligheden i Astrid Lindgrens univers
  2. Paradislængsler og lykkedrømme
    -  i det 21. århundrede
  3. Da Gud tog bussen! - en rejse i drømmens og forsoningens fodspor fra Martin Luther King til Desmond Tutu
  4. Livet er en rejse - men hvor går den hen?
  5. Knausgård - banebryder eller banemand?

Cand. phil., litteraturanmelder, sognemedhjælper.
Jeg er litteraturanmelder på Weekendavisen, arbejder som sognemedhjælper og natkirkekoordinator i Vor Frue Kirke i København, underviser i filosofi og kommunikation, holder foredrag og introducerer bla. årets bogsæson for bibliotekarer og boghandlere over hele landet.
Det er krydsfeltet mellem litteratur, liv og tro der altid har inspireret mig. Litteratur som et sted, vi møder os selv og ser verden med nye øjne, tro som et levende vækstlag, liv som en udfordrende vandring.
Jeg tilrettelæger mine foredrag, så enhver interesseret kan være med. Højskoletraditionens respektfulde, levende formidling er mit forbillede.

Liselotte Wiemer holder foredrag i hele landet.

1. Barnet, troen og kærligheden i Astrid Lindgrens univers

Først tager vi en flyvetur tilbage til barndommens Vimmerby og  følger Astrid Lindgrens liv og forfatterskab  frem til hendes død i 2002.  Et liv der var badet i lys; men også præget af melankoli og mørke. Selv siger hun, at hun skriver til trøst og forundring.
Med udgangspunkt i Brødrene Løvehjerte vil vi herefter undersøge, hvordan Astrid Lindgren som ingen anden forfatter er i stand til at  nærme sig det mest intense i et barns liv, det mest himmelske og det mest sørgelige. Fordi hun altid tager sit udgangspunkt i 3 søjler: naturen, kærligheden  og troen. Og så mistede hun aldrig evnen til at lege!
(60-120 min.; nødv. hjælpemidler: flip over; honorar efter aftale)

2. Paradislængsler og lykkedrømme -  i det 21. århundrede

Det perfekte liv er blevet et hverdagskrav: lykke, sundhed, velvære og velstand. Spænding og intensitet. Udfordringer og harmoni. Sikkerhed. Frit valg og trygge rammer. Vi vil ha’ det hele. Og vi vil ha´ det lige nu! Stress er en åndelig sygdom, er det blevet sagt. Det kan have noget med vores lykkeforestillinger at gøre. For samtidig trænger tomheden sig jo på. Hvad er egentlig meningen?
Måske handler det gode liv om noget helt andet, større og dybere end det perfekte.
I dette foredrag vil jeg ud fra bibelske, filosofiske og litterære tekster undersøge forholdet mellem vor tids stræben efter lykke og de kristne forestillinger om mening, fylde og opfyldelse. For måske er Paradis meget mere end et liv efter døden!
(60-120 min.; nødv. hjælpemidler: flip over; honorar efter aftale)

3. Da Gud tog bussen! - en rejse i drømmens og forsoningens fodspor fra Martin Luther King til Desmond Tutu

Med udgangspunkt i en række personlige oplevelser fra rejser i USA og Sydafrika, samt Martin Luther Kings bevægende dagbog ’Da Gud tog Bussen - 382 dage der ændrede verden’ ( som Liselotte Wiemer sammen med Steffen Larsen har oversat og redigeret), prøver vi at indkredse de drømme og visioner, der ligger til grund for tanken om kærlighed, forsoning og ikke-vold. Sådan som de kommer til udtryk ved f.eks. busstrejken i Montgomery 1956, den legendariske ”I have a dream” tale i 1963, i Gandhis filosofi og i Sandhedskommissionens opgør med apartheid tiden i Sydafrika.
Det er kristendom i praksis. Det er en mental saltvandsindsprøjtning. Det er tro, håb og næstekærlighed omsat til virkelighed. Og det er først og fremmest en tillidserklæring til menneskets gode natur!
Foredraget holdes i samarbejde med forfatter og anmelder Steffen Larsen.
(60-120 min.; nødv. hjælpemidler: flip over; honorar efter aftale)

4. Livet er en rejse - men hvor går den hen?

I mange årtusinder har man brugt billedet af livet som en rejse. En smuk metafor for den strækning, vi tilbagelægger fra fødsel til død, ja måske langt ud over døden!
Men hvad betyder det at rejse gennem livet. Hvor går rejsen hen og hvilken frihed har vi selv til at bestemme undervejs?
Med kufferten fuld af bibelske tekster, eventyr, myter og alverdens litteratur prøver vi at undersøge, hvor forskelligt man har forestillet sig denne rejse gennem tiderne. Fra den klassiske dannelsesrejse over den moderne psykologi til det postmoderne flexjeg. Fra den skæbnebestemte rute til det tilfældige terningespil. Fra Guds bud til internettet.
Lad os sammen gå på opdagelsesrejse!
Ved tjek in står cand phil og litteraturanmelder Liselotte Wiemer.
(60-120 min.; nødv. hjælpemidler: flip over; honorar efter aftale)

5. Knausgård - banebryder eller banemand?

Med det gigantiske 6-binds værk MIN KAMP skabte Karl Ove Knausgård en helt ny norm for, hvordan man kan skrive selvbiografi og litteratur. Og værket er for længst udråbt til det vigtigste nordiske værk i dette århundrede.
Men dermed satte han også sig selv og begrebet ’fiktion’ på spil. For hvor tæt kan man gå på virkeligheden uden at slå den i stykker? Hvor meget må man bruge sine nærmeste omgivelser i litteraturens tjeneste? Og hvad er i det hele taget sandheden?
Cand. phil. og litteraturanmelder Liselotte Wiemer tager os med på en eksistentiel og litterær rejse - ikke bare i Knausgårds univers, men i hele den bølge at nyere litteratur, der leger med vores begreb om sandt og falsk, liv og fiktion, selvbiografi og personlighed. Fra Suzanne Brøgger over Thorkild Hansen og Peter Høeg til Christian Jungersen.
Foredraget er tilrettelagt for alle bogelskere. Du behøver altså ikke at have læst værkerne for at være med!
(60-120 min.; nødv. hjælpemidler: flip over; honorar efter aftale)