Rendestenens Liljer

v/Marianne Kibenich
Sortedam Dossering 95 A, 3.tv., 2100 København Ø
Telefon: 3543 0084 og 2296 9584
E-mail: sortedam@post9.tele.dk
Webadresse: www.rendestenensliljer.dk

  1. Rendestenens Liljer – Gårdens og gadens musik

 

RENDESTENENS LILJER opstod på Vesterbro i København i 1977. Deres repertoire rækker fra gårdens, gadens og de frie fugles musik fra 1930ernes og 40ernes krise-danmark over nogle af traditionens nyere tekster til egne sange. De fik i 1987 LO’s kulturpris for deres fortolkning af denne særlige sangtradition.

TEMAERNE er eksistentielle: Med en social identitet og et ståsted lige midt i livets strøm af håb og genvordigheder. ”Livet, Døden & Kærligheden” kan lyde som en forslidt frase, men i gårdsangene er det alvor: Arbejdsløshed og social udstødning går som en rød tråd gennem sangene, og mange er aktuelle den dag i dag. Eksistens og empati er nøgleord hér, hvor sangene har dobbelt funktion: At skaffe penge til det daglige brød og at vække tilhørernes indføling. ”I dag er det mig – i morgen måske dig”.

PÅ SCENEN er Rendestenens Liljer kendt for både alvor, humor og nærvær. Deres fortællinger og dialog med publikum gør deres optræden til en aktiv og uhøjtidelig oplevelse, og mens de ældre husker de gamle sange, bliver de yngre med musikken præsenteret for en tid, hvor kampen for det daglige brød bogstaveligt talt kunne høres udspille sig på gaden og i gården.

ANMELDERNE: Rendestenens Liljer har en stor lytterskare over hele landet og deres eget stilfærdigt insisterende ry. ”Der er ikke nogen smart højglanspoleret professionalisme, eller antydningen af forloren folkelighed, men derimod en uprætentiøs redelighed og åbenlys lyst til at dele en stribe ældre, ofte lidt sentimentale sange med os andre” skrev Politikens anmelder om CD’en ”Vi rejser i nat” fra 1998 – mens Vendsyssel Tidendes anmelder i den anden ende af landet skrev: ”Den helhed, de får ud af sang og musik, er enestående. Den er hudløs, upoleret, usentimental – og utrolig intens”.

GRUPPEN består af:
Marianne Kibenich (sang, harmonika, guitar, skeer),
Jens Nielsen (sang, banjo, guitar og sav),
Carsten Birkbøll (guitar, mandolin)
Ole Sterndorff (sang, bas, mundharpe).

UDGIVELSER:
Tre LPer: (Baggårdens Vals, Tak 4. Sal, På Gaden)
Tre CDer: (Vi rejser i nat, Gamle Numre, Hilsen og Håndslag)

Gruppen optræder over hele landet.

Rendestenens Liljer – Gårdens og gadens musik

En aften med den danske gårdsangertradition. Sange om livet, døden og kærligheden. Et musikalsk samvær med harmonika, banjo, savblad, skeer, guitar, mandolin og gulvbas. En god stemning. Et herligt orkester.
(2 x 45 min.; Honorar: 9.000 - 11.000 kr. afh. af beliggenhed og ekskl. transport)
Rendestenens Liljer medbringer eget anlæg, der kan dække op til 250 tilhørere. Scenestrøm skal forefindes. Opstilling og lydprøve tager ca. halvanden time. Orkester og anlæg fylder ca. 5x6 m.