Rønnehøj og Mehlsen

Kontakt: Vestervang 22, 4tv
8000 Århus C
Telefon: 5184 8921
E-mail: foredrag@musikbagtremmer.dk
Hjemmeside: www.musikbagtremmer.dk

  1. Musik bag tremmer


Kirsten Saurus Mehlsen er musikpædagog og musikterapeut. Har bred erfaring med foredrag, musikformidling og undervisning ved musikskoler, efterskoler, højskoler og fængsel.
Søren Rønnehøj er maskinarbejder. Har fået flere små domme, og i alt siddet i fængsel i syv år. Den sidste dom blev afsonet i Statsfængslet Østjylland, hvor Søren sang i et af Kirstens fangekor. Han blev løsladt i september 2014.
Kirsten har i flere år taget alene ud med foredraget - og gør det stadig.
Foredragssamarbejdet med Søren havde debut i marts 2015 ved Krimimessen i Horsens gamle fængsel. Anmeldelse af dette foredrag nederst på siden.

Kirsten Saurus Mehlsen  & Søren Rønnehøj holder foredrag fortrinsvis i Jylland og på Fyn.

Musik bag tremmer

Kan musikken nå ind bag de tykke mure og de barske facader hos de indsatte i Nordeuropas sikreste fængsel Statsfængslet Østjylland ved Horsens?
Ja, mener musikmedarbejder ved fængslet og en tidligere indsat.
Kirsten fortæller om sine erfaringer som musikmedarbejder ved fængslet, hvor hun bl.a. dirigerer tre forskellige fangekor, har instrumentalundervisning, spiller med bands mm. Og om at manøvrere på en arbejdsplads med maksimal sikkerhed.
Søren fortæller om værdien af at komme til kor/musik under sin afsoning, om at være frihedsberøvet o.a.
Undervejs synger Søren for, og Kirsten spiller til fællessang. Sangene er udvalgt blandt de mest populære i fængslets fangekor.
Publikum har også mulighed for at komme med sangforslag.
Alle spørgsmål er velkomne.
Nødvendigt udstyr: Projektor, lærred, lydanlæg, klaver og gerne højskolesangbøger.
Foredraget kan tilpasses børn/unge.
(Varighed 1½ - 2 timer; 4500 kr. + transport

Referencer:

Ørsted kirke:
Endnu en oplevelsesrig aften i Sognegården.
"Musik bag tremmer" kan varmt anbefales.
Vi fik et indblik i en verden, som er totalt ukendt for de fleste af os, og et møde med to helt fantastiske mennesker.
Musikpædagog Kirsten, som Søren og de andre fanger elsker af hele deres hjerte, og det forstår vi godt, for det kom vi også til på denne korte tid.
Og Søren, en blød mand i en hård skal. Både hans og vores følelser fik sig en ordentlig rystetur, da han fortalte om sit barske liv i Statsfængslet Østjylland med de 6 meter høje mure - også kaldet gylletanken.
Om musikkens, og ikke mindst Kirstens, betydning for ham. Om det gode samvær i koret, hvor de indsatte får et tiltrængt pusterum fra hverdagen. Et pusterum, som har givet "ny luft til Sørens hjerte", i form af andre værdier i hans nye liv uden for murene. Gid der var mange flere som Kirsten. Kirsten som, i dette barske fængsel, aldrig har følt sig bange - kun for svanerne i søen midt på fængslet område!
Vi sang flere af korenes yndlingssange, og vi hørte lydklip, også fra "Englekoret", som består af HA medlemmer.
Der var vist mange af os, som måtte viske en tåre bort.
Tak til Søren og Kirsten for en god og tankevækkende aften.

Kirsten Andkjær Petersen:
Jeg kan varmt anbefale Kirsten og Sørens foredrag!
De formår på enestående vis at åbne Danmarks mest sikrede fængsel for os uvidende almindelige borgere og give os et kvalificeret indblik i (musik)livet bag murene. De har begge mærket fængselslivet på krop og sjæl og ved, hvor lidt manøvrerum der er, hvis man vil bryde med fastlåste systemer, både de formelle, men ikke mindst de uformelle: de undertrykkende magthierarkier fangerne imellem.
Med autenticitet og nærvær og en atmosfære af uhøjtidelighed og smittende engagement beskriver de, hvilken gave musikken er for selv den mest hårdkogte kriminelle. I kirken, hvor Kirsten øver med sine kor, oplever fangerne et frirum, hvor de for en stund, som Søren beskriver det 'ikke behøver at have øjne i nakken’ og kan få kontakt med andre sider af sig selv.
Man må så også have mandsmod nok til at stille op til den vanskelige og uvante situation, det er, når musikken og sangen griber fat der, hvor muskelpanseret hører op…
Hyr dem, og hør, hvordan musik kan gennembryde selv den tykkeste fængselsmur.

Jesper Birkler - fængselspræst:
Foredraget ved krimimessen var levende og engageret. Det gav et førstehånds indblik i den afgørende positive betydning, musik og sang har for de indsattes afsoning.
Jeg kan meget varmt anbefale foredraget.