Tut og Tut

v. Tanja Marcher & Arendse Lillesø
fra iværksættervirksomheden Marcher & Lillesø / TUT & TUT – klovne til omsorg

Kontakt: Tanja Marcher / tanja@marcheroglillesoe.dk  / telefon: 2819 3760 (Århus)
Arendse Lillesø / arendse@marcheroglillesoe.dk  / telefon: 4268 3332 (Horsens)
Firmaadresse: Bispevænget 10, Hatting, 8700 Horsens
www.tutogtut.dk 
www.facebook.com/tutogtut/

  1. På Plejehjem med Trillebør og Halmballe
  2. Humor er en Alvorlig Sag!


Vi - Tanja Marcher & Arendse Lillesø - er uddannede dramaturger fra Aarhus Universitet, har klovneuddannelse med i bagagen og solid teoretisk og praktisk viden om teaterpædagogiske tilgange og virkemidler, mennesker og relationer. Sammen har vi virksomheden Marcher & Lillesø, hvor vi arbejder med udviklingsprojekter, afholder workshops, underviser og holder foredrag. Marcher & Lillesø er også basen for vores arbejde som klovneduoen TUT & TUT (omsorgsklovne, demensklovne).
I rollerne som TUT & TUT tager vi på nærværende og respektfulde besøg hos voksne og børn i forskellige typer af institutioner og hjem. TUT & TUT har særligt fokus på ældre med og uden demens, kognitive udfordringer og/eller udviklingshandicaps. TUT & TUT-besøg er sansestimulerende relationsarbejde i finurlig forklædning.
Kernen i vores arbejde er at lave en passende, positiv forstyrrelse gennem forskellige interaktioner - med beboere, personale- og ledelsesgrupper, pårørende, frivillige o.a. Vi deler gerne ud af vores erfaringer samtidigt med, at vi sætter viden og holdninger i spil sammen med publikum.

Vi afholder foredrag i Jylland og Fyn.

1. På Plejehjem med Trillebør og Halmballe

Hvorfor tager klovne på plejehjemsbesøg? Har ældre mennesker godt af at grine? Hvad sker der, når man tager en halmballe og andre sanselige rekvisitter med på plejehjem? Hvad betyder det, når der insisteres på det sansende i hvert enkelt menneske? Disse og andre spørgsmål vil blive besvaret i dette underholdende foredrag om relationsarbejde, samvær og livsglæde - og om hvor lidt der i virkeligheden skal til for at gøre en positiv forskel i andres hverdag.
Vi deler ud af erfaringer og anekdoter fra klovnene TUT & TUTs møder med mennesker med og uden demens. Vi sætter fokus på det livgivende i relationer og giver deltagerne mulighed for at lære af TUT & TUTs inddragende, teaterpædagogiske tilgang.
Publikum vil gå fra foredraget med tips og tricks til god adfærd, der får andre mennesker til at føle sig set, anerkendt og respekteret. For livet handler jo i bund og grund om at gøre en positiv forskel i eget og andres liv!

2. Humor er en Alvorlig Sag!

Det kan være noget af en balancegang at komme helskindet igennem livet! Vi tror på humorens kraft til - på nænsom vis - at vende det alvorlige og sørgelige lidt på hovedet. Som professionelle klovne sætter vi ind med humor også dér, hvor det er alvorligt. For humor skal tages alvorligt - og humor bliver til ordentlighed, når den kombineres med respekt og anerkendelse.
Som Storm P’s klovn, der går på line mellem vugge og grav, balancerer vi som klovneduoen TUT & TUT i spændet mellem alvor og humor i arbejdet som klovne i plejesektoren. Som en passende, positiv forstyrrelse sætter vi kulør på NUet i mødet med beboere, pårørende og personale ved at pirre fantasi og sanser.
Med humor, alvor og kritisk sans stiller vi i foredraget skarpt på værdier og værdighed i samværet med mennesker, der er udfordret af funktionstab. Vi problematiserer middelmådigheden og hepper på modet til, som Fedtmule, at løbe afsted uden at opdage, at klippen ikke længere er under fødderne. Livet er levende - og fuld af skønne ubalancer og muligheder for fejltagelser.

Foredragene formidles i forhold til målgruppen (børn / voksne / mennesker med kognitive udfordringer). Foredraget kan evt. ’vinkles’ efter særlige behov i modtagergruppen; aftales forud
Bemærk: Tanja & Arendse kommer i civil og holder foredrag (IKKE som klovnene TUT & TUT). Besøg af TUT & TUT kan tilkøbes (se under honorar)
(Vi medbringer PC (med visuel præsentation); har brug for projektor og lærred i rummet - og evt. 2 mikrofoner, hvis der er mange deltagere (eller personer med høretab til stede). Vi taler højt og tydeligt.
1½ - 2 timer med plads til dialog og spørgsmål
Honorar (2 foredragsholdere): kr. 5000,- + kørsel (aftales forud - dog max. kr. 1000))


Efter ønske kan man tilkøbe et kort besøg (typisk 15-20 minutter) af TUT & TUT. De kommer i farverige kjoler, røde næser og med deres sprudlende, skæve adfærd - eksempelvis mens der spises eller drikkes kaffe før / efter foredraget
Honorar for TUT & TUT (2 personer): kr. 1000,- (oveni honorar for foredrag)

Ex. på udtalelser fra foredrag, temadage, faglige oplæg og TUT & TUT besøg:
”Tut & Tut ser med hjertet, arbejder med hjertet og formidler med hjertet. Tut & Tut, Tanja og Arendse, får min varmeste anbefaling, så tøv ikke med at invitere dem indenfor” (Eva Jerg, Sognepræst, Christianskirken, Fredericia, ifm. sogneaften “Mad med mening” med foredrag og kort TUT & TUT-besøg)

Et absolut anbefalelsesværdigt arrangement for alle, der enten er direkte i berøring med ældre med demens eller som har interesse for emnet” (Sara Klaris, Sognepræst, Torsted Kirke, ifm. sogneaften med foredrag og kort TUT & TUT-besøg)

Tanja og Arendse forstår at fange lytteren. De kan tillade sig at være direkte og insisterende, måske fordi de også er positive mennesker, der smitter. Indlægget var både humoristisk, meget underholdende og livsbekræftende, samtidigt med at brugbare essenser fra hverdagen blev strøet ned over os” (Lissie la Cour, Faglig leder, Aarhus Kommune, ifm. temadag / workshop for personale)

Meget inspirerende og tankevækkende oplæg. Begge kvinder er levende, troværdige og meget erfarne oplægsholdere, der virkelig formår at skabe refleksion hos deres publikum” (Merete Bennedsen, Ergoterapeut Vejle Kommune, ifm. fagligt oplæg)

Arendse og Tanja gav vores deltagere en sjov, anderledes og rørende start på vores faglige weekend med deres oplæg om arbejdet som omsorgsklovne. Og så var det et ekstra plus, at Arendse og Tanja kom sammen med Tut og Tut, som deltagerne fik mulighed for at opleve på slap line med krammeklare arme og lommerne fyldt af løjer. Tak” (Maria og Joakim, Højskole, 2019, ift. med foredrag og kort TUT & TUT-besøg)

Fantastisk og rørende fortælling om at arbejde med Tut og Tut – en reminder om at være nærværende”, “Inspirerende i forhold til den tilgang de har til andre mennesker”, “Humørbomber” (Anonyme kursusdeltagere, Højskole, 2019, ifm. foredrag og TUT & TUT-besøg)