Jeg er tekstilkunstner og foredragsholder, cand.pæd. og forfatter til
bogen: Se min kåbe - om de danske bispekåber som pragt, dragt og
magt. I mine foredrag stræber jeg efter en høj faglig formidling,
samtidig med at jeg vægter den gode historie, en god blanding af hånd og
ånd. Flotte billeder og den levende fortælling er mit varemærke. Jeg har
altid eksempler på fine håndvævede tekstiler eller andre rariteter med
ud til foredragene. Mine foredrag kan skræddersys efter publikum og den
tid som er til rådighed.
Jeg har været rundt i det meste af landet bl.a. ved kirkehøjskoler, til
sogne eftermiddage - og aftener, på museer, højskoler, biblioteker og
pensionistklubber mm. Bl.a. på Løgum Kloster Refugium, kirkehøjskole i
Nærum, Lyngby og Næstved, Garnisonskirken, Vedbæk kirke, Knebel kirke,
på ARoS, Aarhus Kunstmuseum, Designmuseum Danmark, Greve Museum, Rødding
Højskole m.fl. (se mere på
www.vibekelindhardt.dk)
I 2011 blev jeg cand. pæd. fra Aarhus Universitet. Jeg er udlært fra
tekstilkunstner Ann-Mari Kornerups værksted efter min uddannelse på
Skals håndarbejdsskoles seminarium og har arbejdet som tekstilkunstner,
underviser og foredragsholder hele mit professionelle liv.
Vibeke Lindhardt holder foredrag i hele landet.
”Jeg hadede håndarbejde som barn. Det var det værste jeg vidste”.
Dronningen talte fra hjertet da jeg mødte hende i biblioteket på
Amalienborg, og hun løftede sløret for det vendepunkt der startede
hendes kreative arbejde med tekstiler.
I foredraget fortæller jeg om de mange kirketekstiler Dronningen har
designet og selv delvist udført til en lang række af kirker i Danmark,
Grønland og Tyskland og om symboler, teknikker, materialer og
overvejelserne bag.
Foredraget, som er krydret med flotte billeder og gode historier, og vil
begynde med historien om mit eget samarbejde med Dronningen omkring
vævningen af to messehagler og et antependium til Haderslev Domkirke.
I bogen ”Dronningens kirketekstiler mange hænders værk”, et stort
illustreret pragtværk som jeg har skrevet sammen med Anne Hedeager Krag,
fortæller vi om samtlige Dronningens kirketekstiler som vi har set, rørt
og fået fotograferet rundt om i de kirker de er skabt til.
Dronningen har igennem de sidste tredive år med sine kirketekstiler sat
sit præg på kirkerne. Det stærke farvevalg og ikke mindst Dronningens
sans for det historiske og traditionsrige broderi har gjort hendes
broderier til noget særligt. Hendes store bevidsthed og viden om den
kristne symbolik og det kristne budskab, kommer tydeligt til udtryk i de
motiver hun vælger.
Dronningen har udført mere end 20 messehagler, syv antependier, et
bryllupstæppe og fem bispekåber. Hvert kirketekstil har sin helt egen
tilblivelseshistorie, som er med til at tegne et portræt af et kreativt
og kulturbevidst sind.
I billeder tager jeg jer det halve kongerige rundt, mens jeg fortæller
om Dronningens kirketekstiler!
(75-120 min.; 5.000 kr. + transport. Nødv. hjælpemidler: Projektor og
lærred)
Om præstekjolen/ornatet og messeklæderne før og efter reformationen
og om fremstillingen og brugen af dem.
Foredraget tager udgangspunkt i alterbilledet fra Torslunde fra 1561.
Billedet viser idealet af, hvordan messeklæderne blev brugt til en
luthersk evangelisk gudstjeneste, men også hvordan præstekjole og
messeklæder anvendes i dag. Der bliver fortalt om præstens dragt før og
efter reformationen.
Præstekjolen - også kaldet ornatet - har i Danmark stort set været
uforandret siden reformationen. På Martin Luthers tid var den en
borgerdragt, der skulle understrege, at præsten ikke skilte sig ud, men
tilhørte borgerstanden. I dag bæres den lange sorte kjole for at skjule
privatpersonen og tydeliggøre præsten, gudstjenesten og embedet.
Foredraget fortæller om messeklæderne: albaen, messehaglerne og
bispekåberne, om historien, om farverne, symbolerne og deres betydning
og om fremstillingen af de prægtige liturgiske klæder.
Hvorfor er kjolen sort og hvorfra stammer kraven?
Hvad mente Luther om brugen af messeklæder?
Hvorfra stammer dragten og hvorfor den hvide messeskjorte?
Hvilken betydning for liturgien har messeklæder og bispekåbe, og hvorfor
skifter messehaglerne farve i løbet af kirkeåret?
På baggrund af min egen praktiske erfaring med udførelse af
kirketekstiler samt bogen om de danske bispekåber, fortæller jeg levende
om præstens dragt og om kirkens tekstiler og om udførelsen af dem.
(75-120 min.; 5.000 kr. + transport. Nødv. hjælpemidler: Projektor og
lærred)
Hvornår bruges overhovedet en bispekåbe? Hvorfor er bispekåber så
kostbare? Hvornår blev den biskoppens værdighedstegn? Er kåben en
liturgisk dragt og skal den se ud på en bestemt måde? Er ornatet og
messeklæderne; alba, præstekjole, pibekrave, messehageler og bispekåber
overflødig pynt eller skal vi betragte dem som kulturbærere? Disse er
nogle af de spørgsmål, der kan stilles om bispekåberne og brugen af dem.
I flere hundrede år var kåberne ens udseende dragter der blev bestilt og
betalt af konger, men i 1980 skabte kunstneren Bodil Kaalund en ny
bispekåbe til Grønland og med denne skete der et brud på en lang
tradition. I løbet af 26 år blev alle kåberne udskiftet til unika kåber
med lokal forankring udført af en række dygtige billedkunstnere og
kunsthåndværkere. I vil blive taget med på en billedrejse til alle
kongerigets stifter.
(75-120 min.; 5.000 kr. + transport. Nødv. hjælpemidler: Projektor og
lærred)
Et garderobeskab er et sted, som gemmer på historier, minder,
relikvier og skatte - det gemte, det glemte, som fortjener at komme ud
af mørket og blive pudset/støvet af. Med udgangspunkt i min egen
sanselige oplevelse og erindring om min mormors eventyrlige
garderobeskab, vil jeg fortælle om forskellige håndarbejdsteknikkers
historie, udbredelse, betydning og status. Hvorfor beskæftiger vi os
overhovedet med tidskrævende unyttige håndarbejder, og hvilken betydning
har de i dag?
Et foredrag med billeder, men også et foredrag hvor I får lov at se og
røre redskaber, håndarbejder og materialer samt opleve en lille
biografisk udstilling af rariteter.
(75-120 min.; 5.000 kr. + transport. Nødv. hjælpemidler: Projektor og
lærred)
Hvilken betydning har fisken, duen og granatæblet? Og hvorfor findes
der en ørn i stort set hver eneste kirke? Hvad symboliserer guld og den
gyldne farve? Og hvorfor er præstens alba hvid? Disse spørgsmål vil jeg
svare på i foredraget, som handler om kristne symboler og brugen af dem.
Symboler har altid tjent som et indforstået tegn og signalsprog og
kristne symboler findes overalt, i kirken, i kunsten og på tryk. Jeg
fortæller om brugen og betydningen af farverne og de mange symboler som
smykker kirkens tekstiler.
Mit udgangspunkt er de symboler som findes udført på nogle af de
prægtige tekstiler som bruges i de danske kirker.
(75-120 min.; 5.000 kr. + transport. Nødv. hjælpemidler: Projektor og
lærred)
|