Per Hansen

Kontakt: Ahorns Allé 17, 8600 Silkeborg
Telefon: 3070 9258
E-mail: persorring@yahoo.dk

Per Hansen, journalist og forfatter er kendt fra både TVMIDTVEST og DR. Per elsker at fortælle og underholde om skæve eksistenser. Det er alle personer, som Per har været optaget af gennem hele livet. Det er blevet til hundredvis af TV-portrætter og i hans bog, KÆRLIGHED KNALD OG KILDEVAND (udsolgt) kan man læse de farverige og smilende beskrivelser af personlighederne.
I sine foredrag tager Per Hansen tilhørerne med på en humørfyldt rejse – krydret med latter – hvor han malende og med respekt beskriver de herlige eksistenser.

Per Hansen holder foredrag i hele landet.

Foredrag:

1. Hele persongalleriet
2. Vores helte
3. Blandt originaler og andet godtfolk

Foredrag 1

Hele persongalleriet

Per var diskenspringer i en lille købmandsbutik inden han blev journalist. I hvid kittel og med sideskilning i det vandkæmmede hår, ekspederede han kunder af alle slags på høflig vis. Det var dengang kaffemøllen snurrede og duften af friskmalet kaffe bredte sig til hele butikken. Snakken gik lystigt blandt kunderne og den unge kommis, Per, spidsede ører og sugede til sig. De mange herlige indtryk og mangeartede personligheder fortæller Per med stor indlevelse om i foredraget
Med højt humør beretter han også om dengang han hjemvendte fra kongens klæ’r og den lokale sognerådsformand – kaldet sognekongen – ville sende Per på tvangsarbejde i kommuneplantagen.
I foredraget møder vi også gamle Signe med hovedtørklædet bundet forsvarligt under hagen. På den rustne damecykel kom Signe rundt til alle – gratis forstås – receptioner i den lille by. En skinnede ny dynamolygte på Signes cykel hører også med til historien – og den beretning er fyldt med dramatik!
En lille og snu husmand der lå i evig kamp med sognets skattevæsen kommer også med i levendegørelsen af hele persongalleriet.
Per har også fundet et par små filmklip – der ikke har været vist tidligere. Her møder vi den syngende smed ved essen og den gamle møller der pludselig kommer på en karruseltur i en lade.
Træn gerne lattermusklerne inden foredraget her – det bliver der brug for.
(Varighed 1 – 2 timer; Honorar kr. 3000 plus transport)
Foredraget er nyt!

Foredrag 2

Vores helte

Stærkt, gribende og meget vedkommende foredrag, hvor vi kommer helt tæt på nogle af de danskere som kæmpede for freden under anden verdenskrig. Foredraget understøttes og dokumenteres af film- og TV-klip med nogle af de medvirkende fra dengang.
Carl var en ung knægt på nitten år, da Gestapo pludselig en dag tropper op i faderens frisørsalon. Her arbejder Carl og mens faderen ser hjælpeløs og værgeløs til slår de sønnen og tager ham efterfølgende med. Carl endte i tysk KZ-lejr. Han kom først hjem flere år senere – mager og udsultet og præget for evigt på sjælen,!
Gerda var 10 år da hun med en pistol i nakken blev afhørt i flere timer af en dansk SS’er! Gerda havde bragt saftevand og mad til en engelsk flybesætning som var på flugt og gemte sig i en udhulet høstak. Deres engelske militærfly var blevet skudt ned over Vestjylland. Gerda og hendes forældre hjalp englænderne på flugten. Gerda var gennem hele livet præget af hændelserne fra dengang. Men mere end 50 år senere mødes Gerda igen med en af sine engelske helte. Vi bliver vidner til et gribende og hjerteskærende gensyn.
Danskeren Kjeld Rønhoff drog som ung mand til England og blev uddannet Spitfire-pilot. Første gang han var i luftkamp mistede han fem af sine nærmeste kammerater! Også han må bære på fysiske men og ar på sjælen efter at krigen er sluttet.
Vi kommer tæt på dem alle: I foredraget og i de film- og TV programmer hvor de medvirker og som der vises klip fra under foredraget. Det er stærke sager og deres beretninger gør et uudsletteligt indtryk, men som én af dem siger: ” I må love aldrig at glemme det!”
Jeg vil – med mit foredrag – forsøge at leve op til deres ønsker om, at begivenhederne fra dengang aldrig må blive glemt. Jeg vil heller aldrig glemme de mennesker! Som journalist mødte jeg dem og fik lov at lave TV programmer med dem om det de havde gennemlevet.. Stærke personligheder som var kendetegnede med udpræget humor og med stor troskab til hinanden. Det har sikkert været nødvendigt for at kunne overleve rædslerne dengang.
De blev ikke alene: mine helte. De blev: Vores helte!
(Foredraget kan varieres. Der er god erfaring med program således: Velkomst, sang, foredrag med filmklip ca. 1 time, derefter kaffepause ca. en halv time og sluttelig en times foredrag med filmklip, som afsluttes med fællessang. Arrangementet kan finde sted både dagtimer og aftentimer. Honorar kr. 3000 plus transport)

Foredrag 3

Blandt originaler og andet godtfolk

Her er foredraget der kalder på smilet og latteren, men også på eftertænksomheden.
Journalist Per Hansen fortæller og viser filmklip med skæve personligheder, som han har mødt på sin vej og lavet TV programmer med. Vi stifter bekendtskab med Marie Bjerregaard i Vedersø. Marie var meget troende og en kvinde, der virkelig kunne sætte ord på livsglæden. Vi møder også manden, der boede mutters alene i en høstak, men ham kunne man godt blive klogere af at snakke med. Vi ser smukke filmklip fra Thy, hvor vi også møder Thyboere, der både spiller mundharmonika og fortæller underfundigt om, hvorledes de ser på os – øvrige – danskere i almindelighed. Vi møder også Anne og Arne, der driver et lille landsted med grise, får, høns og køer og hvor sidstnævnte stadig håndmalkes. Anne og Arne kan virkelig få smilet – og glæden frem når de fortæller.
Per Hansen medbringer selv filmprojektor, pc m.m Ved meget store arrangementer er det tilrådeligt med ekstra mikrofon/højttalere.
(Foredraget kan varieres. Der er god erfaring med program således: Velkomst, sang, foredrag med filmklip ca. 1 time, derefter kaffepause ca. en halv time og sluttelig en times foredrag med filmklip, som afsluttes med fællessang. Arrangementet kan finde sted både dagtimer og aftentimer. Honorar kr. 3000 plus transport)