Kontakt: Hyrdinden 6, Vinderød, 3300 Frederiksværk
Telefon: 3044 6578
E-mail: hyldebaek@gmail.com
Hjemmeside: https://allanvendeldorf.webnode.dk
Født 1963, uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Jeg arbejder som freelancer ved diverse skrevne medier og er desuden forfatter til en lang række bøger. Gennem en årrække har jeg endvidere været foredragsholder og guide ved by- og naturvandringer.
Allan Vendeldorf holder foredrag i hele landet
Foredrag:
I 1975 blev en 56-årig kvinde dræbt i Egebæksvang Skov ved Espergærde. Fire mænd var interessante for efterforskningen; den rutinemæssigt mest oplagte mulighed havde intet alibi for dagen. En anden, som senere blev kendt som Danmarks største seriemorder, var set på gerningsstedet, men blev på forhånd udelukket fra sagen. En tredje var set løbe ud ad skoven nær det sted, hvor der blev fundet en blodig skjorte, men han blev aldrig efterforsket. Den fjerde havde et detaljeret alibi, men han blev til gengæld idømt 16 års fængsel for en voldtægt, som aldrig havde fundet sted, og for drabet, som han teknisk set og indiciemæssigt umuligt kunne have begået. Foredragsholder har haft ubegrænset aktindsigt i sagen.
(2 x 45 min.; kr. 9.500 (inkl. transport))
Hvorfor ser kirken ud, som den gør? Hvem byggede den, hvordan og hvorfor? Den klassiske landsbykirke består i virkeligheden af en række knopskydninger, hvoraf en del kan tilskrives tidernes skiftende moder inden for byggeri og den kristne tro. Når kirken i dag står som et markant indtryk i landskabet, skyldes det ikke alene dens placering højt i landskabet, men det tiltag, som en jysk provst iværksatte fra 1930erne og de følgende årtier, da han fik landbrugere over hele landet med på sin idé om frivillig fredning af udsigtsarealer omkring den lokale kirke. Det er én af de ukendte sider af kirkens imponerende historie, som foredraget gennemgår som en samlet fortælling, der er fyldt med overraskelser og pudsige anekdoter.
(2 x 45 min.; kr. 6.000 (inkl. transport))
Evald Hansen (1906-99) levede hele sit liv i Kolsbæk Huse ved Blistrup. Et gammeldags liv på et sted, der ved hans fødsel var yderst tyndt befolket, og han var trofast mod sit fags fineste idealer til sin død. Som tømrer og karetmager overtog han sin fars forretning, der var med i de omfattende byggerier ved udviklingen af Rågeleje til sommervillaby. Evald Hansens historie er et helikoptersyn på hans hjemstavn og de små lokaliteter, der blev udvisket i løbet af få årtier, men som han kendte i mindste detalje. Et dyk ned i slægtshistorien præsenterer et imponerende anegalleri, der var fast i troen, præget af vilje til fremgang. Så historien om Evald Hansen får historisk perspektiv og udvikler sig til en fortælling med tråde til hele Danmark, hvis udvikling slår sin knude på parcellistejendommen i Kolsbæk Huse.
(2 x 45 min.; kr. 5.000 (inkl. transport))
Historien om, hvordan et stolt korps af primært jævne mænd fra landet skabte en hjørnesten i dansk infrastruktur på trods af politisk modvilje og det unge automobils manglende tekniske formåen. Omkring 1920 kuldsejlede det nationale jernbaneprojekt samtidig med, at bilen blev et driftssikkert køretøj, og dermed slog rutebilen for alvor igennem og fik politisk accept i form af koncessioner.
Første del omhandler den generelle, nationale udvikling af erhvervet, mens anden del vil have fokus på den lokale rutebildrift omkring foredragsstedet.
(2 x 45 min.; kr. 7.500 (inkl. transport))
Hans Andersen (1888-1962) er den største kunstner Nordsjælland har fostret, men han blev aldrig anerkendt og er derfor blevet glemt.
Han var fotograf med både portræt, reportage (i hele Danmark, Grønland, Sverige og Norge) og erotik, kunstmaler, tegner samt sten- og billedhugger, men det hele begyndte, da han i 1908 blev karl på Helsinge Apotek, hvor apotekeren var konservator og oplærte unge Hans i faget, hvoraf han fik sit tilnavn. Fugle-Hans overgik snart sin mester og blev fast konservator for Zoologisk Museum samt diverse samlinger, men tilnavnet blev en hæmsko for udfoldelsen af hans øvrige kunstarter, der bragte ham tæt på kolleger som Helen Schou, Aksel Hansen og Rudolph Tegner; tilnavnet blev efterhånden brugt nedladende, og det lokalsamfund, som burde have været stolt af hans imponerende bedrifter, der dagligt opleves af tusinder i naturen, i kirker, på museer, i skove og i private hjem, undsagde ham med ondsindede rygter og misforståelser, så mindet om ham har indskrevet sig i den folkelige glemmebog.
(2 x 45 min.; kr. 5.000 (inkl. transport))
Præstetoften 75
8330 Beder
21 62 69 59
andersen@sogneaften.dk
Solhøjvej 20
8210 Århus V
23 60 24 48
oest@sogneaften.dk
Få tilsendt en mail, når flere nye udbydere og udbudsemner er blevet tilføjet til hjemmesiden.