Duo Suonante - 1800-tals musik for sang og guitar
Duo Suonante er specialiseret udi musikken fra første halvdel af
1800-tallet. Der spilles på et historisk instrument - en guitar fra 1816
og Duo Suonante optræder i 1800-talstøj fra perioden 1800-1815.
Duo Suonante spiller og synger med et gennemført musikalsk, intimt
nærvær og vægter tekstformidling af sangene samt fortælling højt.
Katrines smukke og lyriske stemme akkompagneres af 1800-tals guitarens
sublime og særprægede klang.
Sopran - Katrine Dyrehauge Roos. Uddannet sanger ved Syddansk
Musikkonservatorium.
1800-tals guitar og autodidakt historiker - Lars
Hedelius-Strikkertsen. Uddannet klassisk guitarist ved Syddansk
Musikkonservatorium.
Duo Suonante tilbyder både koncerter og koncertforedrag i hele landet
"Kjøbenhavn 22. april 1833. Mandag middag forlod jeg hjemmet. - Det
var nogle frygtelige timer forude". Sådan skriver H.C. Andersen i sin
dagbog ved sin afrejse mod Italien.
Kom med på en musikalsk rejse til Rom i H. C. Andersens fodspor. Hør
musikken Andersen hørte på sin rejse ned gennem Europa, til Italiens
hovedstad - et yndet mål for Guldalderens skønånder.
I Rom bliver Andersen gode venner med vores ligeså berømte billedhugger,
Bertel Thorvaldsen. Thorvaldsen spillede også guitar og i sin dagbog
nævner Andersen at Thorvaldsen sang og spillede for ham.
Duo Suonante spiller de sange H.C.Andersen hørte på sin vej gennem
Europa samt danske sange med tekst af Andersen selv. Undervejs i
koncerten læses op af Andersens rejsedagbog.
(70 min.; 7000 kr. inkl. transport)
En de førende salonværtinder i Guldalderen var Frederikke Brun. Fra
1810 blomstrede salonlivet på Sophienholm ved Lyngby, hvor hun boede med
sin mand J. C. Constantin Brun, storkøbmand, handelsmand og
gehejmekonferensråd. Disse saloner var meget eftertragtede og her kom
Guldalderens store skønånder. Digtere som Oehlenschläger og Baggesen var
hyppige gæster og komponisterne Weyse og Kuhlau stod for den musikalske
del af underholdningen. Frederikkes datter, Ida Brun var kendt for sin
smukke sangstemme og de mimisk-plastiske attituder eller "stillinger",
som de kaldtes herhjemme, og hun blev midtpunktet i det rige musikalske
liv på Sophienholm.
Duo Suonante fortæller om salonkulturen i Guldalderen og spiller de
sange man hørte på Sophienholm. Det er musik af bla. Mozart, Kunzen,
Kuhlau og Weyse.
(70 min.; 7000 kr. inkl. transport) |