Hans Peter Rasmussen

Kontakt: Tyge Brahesvej 15, 9000 Aalborg
Telefon: 9816 8919 mobil 4087 4532
E-mail: hprforedrag@gmail.com

  1. Koncert mod nøden i Ukraine
  2. De små klassikere
  3. Aarhusianske mænd
  4. Københavnske kvinder i 1800-tallet
  5. Ole Kollerød
  6. Billedforedrag: Rundt i det ikke så kendte Tyskland
  7. Halfdan Rasmussen
  8. Storm P.
  9. Piraten Störtebeker
  10. Peter Freuchen
  11. Champagnegaloppen - En fortælling om H. C. Lumbye
  12. To store, danske videnskabskvinder - Inge Lehmann og Marie Hammer
  13. Fortællekoncerter
  14. De gamle guder og deres helte
  15. Fire danske krigere - Holger Danske, Margrethe Sprænghest, Niels Juel, Tordenskjold
 

Jeg har været friskolelærer i 45 år - er nu på pension. Jeg har været foredragsholder gennem 40 år og omkring 3.000 optrædender - selvom ordet “fortæller” er meget bedre: Jeg forsøger altid at fortælle sådan, at tilhørerne får en dejlig, kunstnerisk oplevelse at tage med sig hjem, og ikke kun information.
Jeg har meget ofte optrådt for seniorpublikummer.
Derudover er jeg - for mange år siden - uddannet klassisk pianist ved konservatorierne i Aarhus og Köln. Har altid spillet siden, også givet nogle koncerter forskellige steder, selvom “det andet” tog meget tid.
Ring eller send en mail - der er sikkert meget at snakke om, blandt andet en række andre emner.

Her er nogle anbefalinger - fra dansk og tysk presse:
Helt klart en af landets største fortællere.“
”En underholdende aften med en stor entertainer.“
”En provokerende peptalker.”
”Mine lattermuskler meldte klart krampe af grin.“
“Herr Rasmussen ist als ein hervorragender Erzähler bekannt, der gerne die Gewohnheitsdenker herausfordern möchte.” (HPR er kendt som en fremragende fortæller, der gerne vil udfordre vanetænkningen)
”De musikalske eksempler bidrog til en herlig aften.“

Jeg kommer i hele landet og i Tyskland

1. Koncert mod nøden i Ukraine

Det er drøjt at følge de frygtelige forhold, et helt land er blevet kastet ud i på grund af en urimelig krig. Hvad kan man gøre? Man kunne mixe en dejlig musikoplevelse med indsamling af bidrag til at hjælpe.
Hvad med en klaveraften med musik af Grieg og J.P.E.Hartmann, hvor hele entreen og pianistens honorar ubeskåret går via Folkekirkens Nødhjælp til Ukrainehjælpen?
Programmet: Edvard Grieg: Sonate i e-mol; Edvard Grieg: Fra Holbergs tid; Pause med servering; J. P. E. Hartmann: Sonate i F-dur
Griegs sonate er et ungdomsværk, frisk og fyrigt og meget norsk.
Fra Holbergs tid er en pragtfuld suite med fem stykker, der er skrevet i 1700-tals-former, men umiskendeligt med Griegs dejlige klange, melodier og hele væsen. Stykket arrangerede han senere for strygeorkester, og det er i den udgave meget berømt.
Hartmanns sonate er et mesterværk i dansk romantik. Han udgav det aldrig - måske var det for personligt?
Undervejs introducerer jeg stykkerne og fortæller lidt om komponister og værker.
Pauseserveringen skal også samle penge ind.
Og tanken er altså, at sådan et arrangement skal samle penge sammen, fordi der er så frygteligt meget brug for hjælp i mange år i Ukraine.
(Varighed er omkring 1½ time plus pause; honoraret er så stort som muligt, men er ikke som honorar, blot et bidrag til Ukrainehjælpen; Et flygel er nødvendigt)

2. De små klassikere

Jeg spiller en række små, klassiske og kendte klaverværker, som det er så hyggeligt at høre - igen. undervejs introducerer jeg stykkerne og fortæller anekdoter om værkerne eller komponisterne.
Det er bl. a. værker som: Beethoven: Für Elise; Beethoven: Måneskinssonaten, 1. sats; Mozart: Alla Turca; Paderewski: Menuet i G; Gossec: Gavotte; Dvorak: Humoresque i Ges; Bach: Præludium i C
Det kan give en rigtig hyggelig stund med dejlig musik.
(Varighed 90 minutter plus pause; honorar 2000 kr.; et godt klaver eller et flygel er nødvendigt - ikke elektronisk)

3. Aarhusianske mænd

Vi hører om nogle personer, der i en tid - eller hele livet - har haft deres gang i Aarhus. Nogle er kendte eller berømte, andre er aldeles ukendte, men ligesom alle andre mennesker alligevel værd at ofre lidt tid på at høre om. Og alle er de aktuelle for meget mere end bare Aarhus.
I første omgang koncentrerer vi os om:
Jens Rasmussen Hübertz: Et enestående menneske, der var grundlæggeren af åndssvageforsorgen og forfatter til tykke samlinger af historiske anekdoter fra Aarhus, Flensborg, Ærø og Bornholm.
Ludvig Schytte: Han blev en berømt pianist, komponist og især musikpædagog. Han blev dog helt glemt i sit fædreland, fordi han flyttede udenlands. Vi hører nogle af hans små stykker, hvis der er et klaver.
Peter Sabroe: Journalisten, der kæmpede hele sit alt for korte liv for børns ret til et ordentligt liv - og mødte både hån og modstand, som dog ikke standsede ham.
Morten Børup: Pædagog, digter, rektor, musikchef ved domkirken og stærk fortaler for reformation af den enerådende katolske kirke i begyndelsen af 1500-tallet. Lavede den første kendte teateropførelse i Danmark.
(Varighed 90 minutter plus pause; honorar 2000 kr.)

4. Københavnske kvinder i 1800-tallet

I en tid, hvor kvindens rolle næsten dag for dag blev indsnævret og undertrykt, var der nogle, der på den ene eller anden måde blev bemærkelsesværdige.
Vi hører om disse fire, som man ellers ikke hører meget til – eller slet ikke hører om.
Constanze Nissen var enke efter Mozart. Hun giftede sig med ambassaderåd Georg Nikolaus Nissen, og de boede en række år i København – uden at der var noget særligt over det, for komponisten var hurtigt næsten glemt.
Christine Rebekka Hyssing var guldaldermaleren Eckersbergs første kone. Hun var desværre ludoman og satte både ægteskab og familielykke over styr. Hun tilbragte flere år i fængsel for tyverier på grund af sin spillelidenskab. Eckersberg måtte lade sig skille fra hende. Hun endte med at blive alkoholiker og levede i bunden af samfundet.
Emma Hartmann var i første halvdel af 1800-tallet noget så sjældent som komponist, udover at være husmor, mor til flere børn og gift med den tids førende danske komponist J. P. E. Hartmann. Vi hører nogle af hendes stykker, hvis der er et klaver.
Lucile Grahn var vores første og måske største primaballerina. Hun flyttede til udlandet og blev gift, men kæmpede hele livet for kvinders ret til at have deres eget liv.
(Varighed 90 minutter plus pause; honorar 2000 kr.)

5. Ole Kollerød

Det er en sørgelig fortælling om Ole Pedersen, kaldet Kollerød. Han var en sølle fyr uden nogen uddannelse, voksede op i et alkoholiseret og voldeligt hjem, blev af skæbnens ugunst efterhånden tyv og endte i 1840 sine dage på Amager Fælled, hvor han som 38-årig blev halshugget for mord.
Men - han skrev i fængslet, ventende på døden, en helt enestående bog, nemlig sin selvbiografi. Noget så utroligt og utænkeligt som en tyk biografi om et medlem af samfundets absolutte bundklasse, dem man dengang ikke engang ville se på eller høre om. Det er en fantastisk beretning om, hvordan et lukket samfund kan behandle sine nederste på den mest umulige måde.
Sørgeligt, men fortællingen er fantastisk, og der er faktisk en del at hente fra den i vor tid.
(Varighed 90 minutter plus pause; honorar 2000 kr.)

6. Billedforedrag: Rundt i det ikke så kendte Tyskland

Der er utroligt mange dejlige rejsemål i vores naboland, og det er på mange måder overkommeligt. Der vil være små og lidt større fortællinger fra historien, geografien, madkunsten og så videre. Og så vil det hele kunne eftergøres af tilhørerne, hvis man vil. Dette er indholdet:
Detmold Externsteine – asetroens centrum, centralt ved Varusslaget år 9 e.Kr.
Bad Sooden nær Kassel – saline/saltudvinding og luftvejskur – bedårende kurby
Aach i Allgäu - Marias grav, et slemt, men uforglemmeligt minde
Bad Hindelang Hornbahn - svævebane, bjerge og Brotzeit – rendyrket bjerg-nydelse
Hinterstein, vandfald, Prinze-Gumpe ved vandfaldet – ro, fred, skønhed, lukket dal, bjerge til alle sider
Pirna – lidt syd for Dresden – her fødtes i 1463 Johannes Tetzel, den berømte munk og afladssælger, for Luther var han en djævel – ”når pengene i kisten klinger…”
Dresden Frauenkirche – faldt sammen dagen efter branden, nu siden 1993 genopbygget efter DDR-tiden, måske den smukkeste kirke!
Dresden Zwinger med maleriet – Rafaels Sixtinske Madonna med de to putter
Meissen nær Dresden – porcelæn med to korslagte sværd
Quedlinburg Domkirken - ved det østlige Harzen, her grundlagdes i 900-tallet kejserriget – tyveri efter krigen, amerikaner stjal domkirke-skatten og sagde aldrig undskyld
Elben – stor flod, tvang kimbrerne mod øst, forbinder Centraleuropa med Østersøen, hansestæderne, storbyer
Schloss Döbbelin ved Stendal – Bismarcks i 14 generationer – nu julepynt!!!
Stendal Domkirken – ikke domkirke (!!!), bombet ved et uheld, amerikansk flyvers undskyld, der forblev skjult for DDR-regimet ved hjælp af lærde folks sprog
Salzwedel – turistby med ekstrem charme – og den berømte Baumkuchen - trækage???
Sandau ved Elben – sønderbombet i april 1945 p.g.a. en nazistisk borgmester og en håndfuld unge soldater
Slottet i Schwerin – eventyrslot, flere danske dronninger stammer derfra, Obotritterne (Venderne) blev afgørende slået her (og i Dorf Mecklenburg)
Dorf Mecklenburg – nu en lille, gammel kirke og en kirkegård – i 1100-tallet den sidste bastion for Obotritterne inden deres totale udryddelse begået af Henrik Løve – Heinrich der Löwe
Wismar Marienkirche – nu Verdenskulturarv – ligesom hele byen - bombet i krigen, det meste sprængt af DDR – nu står tårnet tilbage
Güstrow nær Schwerin – fint slot, men især billedhuggeren Barlach med et lille skift til Kölns første kirke ovenpå WWII
Köln – smadret forfærdeligt i WWII, domkirken blev stående, første lille kirke – den protestantiske Antoniterkirken - fik ”Der Schwebende” - Ernst Barlachs nok mest berømte statue
(Varighed 90 minutter plus pause. Honorar 2.000 kr. alt inkl.)

7. Halfdan Rasmussen

Det er blevet hævdet, at han er vores nationaldigter – hvis sådan noget findes. Men sikkert er det, at han har en ganske særlig plads i mange menneskers hjerter – især dem, der er vokset op med digtene om Mariehønen Evigglad, Snemand Frost, En lille spirrevip og alle de andre.
Den vidunderlige digter havde et spændende liv, hvor han uophørligt stod ved sine høje idealer om fred mellem mennesker og respekt for livet. Tolerance og menneskelige værdier var meget vigtige ideer for ham. Men det var humor og kærlighed til børn og det barnlige sind også.
Jeg fortæller om hans liv, der ikke altid var lige let, og læser mange af hans digte op – både de alvorsfulde, dramatiske og skønne og ikke mindst de vidunderligt morsomme, ja måske endda geniale børnerim.
Vi synger også et par af hans sange i fællesskab. Hvis der er et klaver at spille på.
(Varighed 90 minutter plus pause. Honorar 2.000 kr. alt inkl.)

8. Storm P.

Den hånd blev hvid, der før var rød;
den hånd gi’r liv, der før gav død.
Dette var Storm P.’s vers skrevet i anledning af, at han skiftede erhverv fra slagter til poet.
En af det danske sprogs største mestre blev glemt, da man besluttede sig til at opstille en såkaldt kanon for den danske litteratur – måske fordi dette geniale menneske ikke er til at sætte i bås som digter, tegner, forfatter, kunstmaler, satiriker…..?
Under Storm P.’s vidunderlige humor – både den hvide og den sorte - under ironien og sødmen ligger der en stor alvor og megen visdom gemt.
For… ”Hvem er sikker? En flot uniform med meget guld og mange knapper giver en slags sikkerhed. Men smid uniformen og stil dig i underbukser og betragt dig selv, så kniber det.”
Det er et fremragende eksempel på, at han midt i humoren og vildskaben skriver ting, der også kunne høre hjemme i bøger om psykologi, historie – eller religion: eller denne konstatering: ”Livet er en gåde – og løsningen står på bagsiden.”
Jeg fortæller her om Robert Storm Petersen og hans liv, og en række af hans vidunderlige småhistorier bliver læst op, f. eks. Lige Undsluppet, 13 Øre, Paa Forperronen osv.
Vi følger vagabonderne, teltholderne, værtshusgæsterne, filmmagerne, foredragsholderne, en lille hund, københavnere i hobetal og mange andre i deres forsøg på at filosofere over deres verden – og således kaste et grelt lys på vores eget liv.
(Varighed 90 minutter plus pause. Honorar 2.000 kr. alt inkl.)

9. Piraten Störtebeker

Den fantastiske fortælling om den frygtede, sagnomspundne og beundrede nordtyske pirat. I dag et navn så kendt, at der både er ølmærker, restauranter, udstillinger m.m.m. der bærer navnet – som er et kælenavn, der refererer til hans evne til at ”styrte” et fireliters ølbæger i halsen i ét drag (skål!).
Han var Fribytternes fribytter, sagde man, han var kaper for den svenske konge mod Danmark, nogle siger brutal og hensynsløs, andre siger festlig og lidt Till Eulenspiegel-agtig.
Han blev henrettet i Hamburg i 1402, og det var den dag, han for alvor fandt sin plads i den forreste række af de store myter: For han fik lovning på, at alle de af hans mænd, som han kunne nå at gå hen til, efter at hovedet var røget af, ville blive sat fri.
Og ved sådan at gå hovedløs rundt reddede han vist nok 11 af sine mænd – hvilken fortælling!
Vi hører både om ham og om hans samtid – Margrethe den I, Den Tyske Orden, Hansestæderne, Det Tysk-Romerske Kejserrige – men mest hører vi om Störtebeker og hans skibe.
(Varighed 90 minutter plus pause. Honorar 2.000 kr, alt inkl.)

10. Peter Freuchen

Vi kan lave en liste:
Læge var han,
meget belæst,
den mest berømte danske forfatter,
sagnomspundet quiz-vinder i USA,
opdagelsesrejsende i flere verdensdele,
banebryder for anti-racisme,
idealist til fingerspidserne,
etbenet dansk Baron von Münchhausen (spiste han virkelig sin egen fod?),
venners trofaste ven,
foredragsholder i mange lande,
grundlægger af Eventyrernes Klub
og af et af vore dages mest læste ugeblade
– men først og fremmest var han den person, der mere end nogen anden lukkede Grønland op for danskerne, og som førte an i kampen for, at man i Danmark ophørte med den raceoverlegne koloniseringstanke – der vist stadig ikke er helt væk, hvor utroligt det end lyder.
Der er et utal af gode fortællinger om dette enestående menneske – og en enkelt grønlandsk sang kan vi synge – på dansk, altså. Især hvis der er et klaver til stede.
(Varighed 90 minutter plus pause. Honorar 2.000 kr, alt inkl.)

11. Champagnegaloppen - En fortælling om H. C. Lumbye

Lumbye blev ikke kun berømt i store dele af Europa – Danmarks Strauss, sagde man ude omkring. Han var også elsket i sit fædreland, og man kan næppe forestille sig, at Tivoli i København ville eksistere uden ham og hans pragtfulde musik. Mængden af værker er aldeles enorm – marcher, galopper, valse, polkaer og så videre. Vi kan jo bare nævne: Amélievals, Drømmebilleder, Københavns Jernbane Galop, Dronning Louises Vals – nåja, og så den mest berømte af dem alle: Champagnegaloppen.
Fortællingen om Lumbye er også fortællingen om København og Danmark i 1800-tallet. Om krigene midt i århundredet, om kunstens og videnskabens udvikling i den tid, om kendte mennesker (for han kendte mange), om almindelige mennesker og deres fornøjelser, om livet i det hele taget. Og selvfølgelig også om hans familie.
Undervejs vil jeg på klaver (hvis der er et til stede – ikke elektrisk) spille fire af hans stykker i hans egen klaverudgave – Champagnegaloppen, Amélievals, Dronning Louise Vals og Drømmebilleder.
(Varighed 2 x 45 minutter. Honorar 2.000 kr. alt inkl.)


12. To store, danske videnskabskvinder - Inge Lehmann og Marie Hammer

To kvinder, der måtte kæmpe hårdt imod fordomme og chauvinisme for at blive anerkendt som de fremragende forskere de var. Men som begge til sidst blev verdensberømte – måske knap så meget i Danmark??
Det er først og fremmest fortællingen om nogle seje og modige kvinder, der insisterede på at være mænds jævnbyrdige. Jeg fortæller om Marie Hammer inden pausen og Inge Lehmann bagefter.
Inge Lehman, kvinden, der opdagede Jordens indre kerne
Den danske matematiker og jordskælvsforsker Inge Lehmann kæmpede mod datidens patriarkalske sindelag – og måtte i årtier vente på at få anerkendelse for sin banebrydende videnskabelige forskning. Denne førte til en helt anden forståelse af jordens indre – og det har en meget stor betydning for moderne videnskab.
Marie Hammer, en forsker uden job og bevillinger
Hun er en usædvanlig skikkelse i dansk forskningshistorie. Hjemmegående husmor med fire børn og samtidig ulønnet zoologisk forsker og opdagelsesrejsende, der udgav 40 afhandlinger og identificerede 1.000 nye arter af mosmiden. Dermed var hun bl. a. med til at bevise Kontinentaldriften – at hele jordens faste overflade engang var ét stykke, men så drev forskellige steder hen.
(Varighed 2 x 45 minutter plus pause – pris 2000 kr.)

13. Fortællekoncerter

Dejlig, romantisk klavermusik på flygelet – og gode fortællinger om de spændende mennesker, der har skrevet musikken.
(Hvert program varer 2 x 45 minutter, prisen er 2.000 kr. Hver afdeling er omkring 20 minutters ord og 20 minutters koncertmusik. Et flygel er en nødvendighed)
Tyske romantikere, når de er smukkest. Felix Mendelssohn-Bartholdy og Robert Schumann
Programmet er delt i to:
En fortælling om Mendelssohn (1809-1847), en central og elsket skikkelse i den første del af 1800-tallet. En genial komponist, der genopdagede J. S. Bach og hele barokken, skabte en ny stil i klavermusikken - ”Lieder ohne Worte” - og satte romantikkens egenart på skemaet - men desværre døde alt for ung. Ordene bliver flankeret af 4 eller 5 ”Lieder ohne Worte” og ikke mindst den berømte ”Rondo Capriccioso”.
Efter pausen er det Schumann (1810-1856), vi hører om. Ligeså central i Europa som Mendelssohn, en mester til at skrive for klaver. Vi hører med begejstring om hans enestående hustru – men er også nødt til at høre om hans triste afslutning på livet. Disse ord bliver flankeret af de skønne stykker ”Wiegenlied” og ”Vogel als Prophet” og til sidst af det pragtfulde værk ”Papillons”.
Stor, dansk klavermusik, der sjældent høres - Ludvig Schytte og I. P. E. Hartmann
Programmet er delt i to:
En lille fortælling om Schytte (1848-1909), der – må man sige – er aldeles glemt i den danske musikhistorie. Han lærte af de største og tilbragte hele sin karriere i Wien og Berlin. Hans indflydelse var ikke lille, især gennem hans undervisning og de pædagogiske værker – og hans berømte samling ”45 Sonatiner”. Ordene omgives af først den smukke og inderlige anden sats og sidst den første, storladne sats af hans Klaversonate
Efter pausen koncentrerer vi os om Hartmann (1805-1900). Vi hører noget om hans 95 år lange liv - domorganist, kordirigent, komponist af salmer, sange, symfonier, operaer og masser af klavermusik - og minsandten også jurist ved militæret. Vi må også høre lidt om hans skønne hustru, Emma. Og så hører vi hans 27 minutter ”korte” Sonate i F-Dur, et virkelig markant og ikke mindst smukt værk i den danske klaverlitteratur.
Nationalromantikken blomstrede - Wilh. Peterson-Berger og Antonin Dvorak
Det blev i nogle lande populært, næsten obligatorisk, at noget af Fædrelandets folkelige musik og væsen skulle kunne genfindes i koncertmusikken. Disse to afdelinger er eksempler på det
Programmet er delt i to:
Den svenske komponist Peterson-Berger (1867-1942) kendes i Danmark især fra mange dejlige korsatser. Men han lavede meget andet end det. Han havde sin bolig på øen Frösö i Storsjön højt oppe i Jämtland, hvor han kunne komponere og skrive om musik i fred for alle de musikkendere, han gerne skændtes med. For ham var det essentielt, at hans musik skulle have en ægte svensk tone. Fortællingen om denne spændende komponist omkranses af en buket af hans mest kendte klavermusik: De herlige klaverstykker ”Frösöblomster”.
Efter pausen handler det om den tjekkiske gigant, Dvorak (1841-1904). Han skrev nogle af de skønneste koncerter (for violin og cello) og symfonier og meget mere. Men også klaveret blev der tid til. Vi hører om hans liv og omkranser ordene af nogle af de herlige stykker fra hans opus 85: ”Poetiske Stemningsbilleder”.
Dansk og norsk klavermusik med nordisk klang - Niels W. Gade og Edvard Grieg
Programmet er delt i to:
Vi hører først om den store dansker, Niels W. Gade (1817-1890), der havde en karriere i Tyskland, men vendte hjem og gav sin musik en umiskendeligt dansk tone. Dermed var han med til at føre nationalromantikken ind i den danske musik. Fortællingen omkranses først af et par af hans små tonedigte og til sidst af det sjældent opførte værk i fire satser: ”Arabeske”.
Efter pausen er det en fortælling om den mægtige nordmand, Grieg (1843-1907). Han fik en meget stor betydning for musikkens udvikling i hele norden, og nogle af hans værker er stadig på repertoiret i alle større koncertsale over hele verden – især klaverkoncerten, Peer Gynt-suiterne og Holbergsuiten. Vi lader et par små klaverværker lægge op til ordene, som vi så afrunder med hans ”Klaversonate i e-mol”

14. De gamle guder og deres helte

De mytiske fortællinger fra Norden og fra Grækenland har mange lighedspunkter. De er for eksempel fulde af virkelighed, liv, livsglæde og livsmod. Der er også nogle af guderne, der minder rigtig meget om hinanden. Men vi blander dem ikke sammen: Det skal være enten De Nordiske eller De Græske – og så får vi historier, vi vil elske at høre. For her handler det først og fremmest om at få nogle gode, kraftfulde, saftige, muntre historier.
Dette emne kan være noget også for store børn og unge mennesker.
(Hvert program varer 2 x 45 minutter, og prisen er 2000 kr.)
De nordiske guder havde deres helt egen måde at være på: Direkte og uden omsvøb – og egentlig med meget få ord. Menneskene lod de være i fred – undtagen når de skabte krig for at få flest muligt døde helte til Valhal.
Jeg fortæller nogle af historierne om Odin, Thor, Loke og nogle af de andre. Og efter pausen kommer de fantastiske beretninger om Rolf Krake og Regnar Lodbrog. Selvfølgelig kan vi da tage nogle af de andre heltesagn, hvis der er særlige ønsker.
Her er Thor:

De græske guder forholdt sig meget anderledes. Det ses tydeligt under Krigen mod Troja, hvor forskellige guder og gudinder konstant blandede sig på begge sider. Vi skal høre om Persefone, der blev dronning i dødsriget, Zeus, der elskede sine dame-eventyr, Hades, der styrede de dødes rige, og flere andre. Også disse guder har en lang liste af helte, som vi hører om efter pausen: Orion, Perseus, Odysseus med flere. Og måske lige et uhyre eller to.
Her er Perseus med Medusas hoved:

15. Fire danske krigere - Holger Danske, Margrethe Sprænghest, Niels Juel, Tordenskjold

Hver på deres måde har disse fire krigere i kortere eller længere tid betydet meget for danskerne. De udrettede noget vigtigt – og de leverer først og fremmest nogle herlige fortællinger, som vi gør nytte af.
Vi kan også gå mere grundigt til værks med én af heltene og bruge mere tid til denne.
Holger Danske forhindrede ifølge en middelalderlig beretning – en versroman - Karl den Store i at gå over den vold, som Holgers far, Kong Godfred, havde bygget, nemlig den ældste Dannevirke. Og frelste således landet lige omkring år 800 e. Kr.
Margrethe Sprænghest var dronning – den første Margrethe – som ”stedfortræder” for sin søn Erik, kaldet Klipping. Det var midt i 1200-tallet, en af de mest urolige perioder i hele landets historie. Hun deltog i mange slag, blev fanget og smidt i fængsel – og markerede sig især ved sin voldsomme måde at ride på – deraf tilnavnet.
Niels Juel ”hejsede det røde flag”, som der står i sangen, og ved at gå imod de udtrykkelige ordrer fra øverstkommanderende lykkedes det ham ved Slaget ved Køge Bugt på en enkelt dag at redde sit land fra at blive opslugt af svenskerne. Det har ingen gjort ham efter – det med èn dag. Det var i 1687.
Tordenskjold var i den komplicerede og langvarige krig mod Sverige i tiden op mod 1720 det eneste lyspunkt i en strid, hvor kongen var mere optaget af sine damer end af krigens udfald. Med ungdommens gåpåmod og uforfærdethed lykkedes det ham også at levere de herligste historier – som vi jo godt kan lide at se som ”typiske, de danskere!”
(Varighed 2 x 45 minutter, pris 2.000 kr.)