Heidi Bobjerg

Kontakt: Søndervang 42, st., 6000 Kolding
Mob. 42164516
E-mail: kontakt@heidibobjerg.dk
Hjemmeside: www.heidibobjerg.dk/foredrag

Jeg er forfatter og skrivecoach, og i mine foredrag tager jeg enten udgangspunkt i mine romaner og noveller, eller inspirerer deltagerne til at finde de gode minder frem og komme i gang med at skrive om deres liv.

Min baggrund er en sproglig cand.mag., en uddannelse i Skrivekunst og over 10 års erfaring med at hjælpe folk med at skrive og udgive deres livsfortælling. Jeg tror, at alle har en spændende historie at fortælle – og det er min passion, at så mange som muligt får givet de bedste fortællinger fra deres liv videre.

I foredragene om mine romaner vil du høre om mennesker på kanten, som har sneget sig ind som hovedpersoner i mine bøger. De kæmper mere med livet end de fleste, og det kan både være skævt på den sjove måde og skræmmende skæbnesvangert.

Jeg tilbyder foredrag i hele landet, men helst i Jylland og på Fyn.

Foredrag:

1. Kom i gang med at skrive om dit liv
2. Minderne har man da lov at ha’?
3. Hvem fortjener min empati?
4. Min oldefar blev myrdet i en skov

Foredrag 1

Kom i gang med at skrive om dit liv

Alle har en historie at fortælle. Nogle gange glemmer vi bare at give den videre. Men sådan behøver det ikke at være.
I sit foredrag vil Heidi Bobjerg med muntre indslag tage deltagerne med ned ad Memory Lane og hjælpe med at genfinde lysten til at fortælle om de gode minder. Og med sig hjem får man helt enkle redskaber og ny motivation til at komme i gang med at give sin livsfortælling videre til de kommende generationer.
Heidi Bobjerg er skrivecoach og forfatter til romaner og bogen ”Skriv om dit liv – giv din livsfortælling videre”. I over 10 år har hun hjulpet mange med at skrive og udgive deres livsfortælling, men hun har også selv oplevet den smerte, det giver, når man ikke når at få nedskrevet og gemt ens forældres historie.
– Da min far døde, forsvandt muligheden for at få talt med ham om hans liv og skrive det ned, sådan som jeg længe havde haft planer om. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har haft den oplevelse. Derfor er det min passion, at så mange som muligt får givet de bedste fortællinger fra deres liv videre, siger Heidi Bobjerg.
Foredraget kan kombineres med en workshop med øvelser i at skrive om sit liv.
(60-90 min. – 4.000 kr. + kørsel)

Foredrag 2

Minderne har man da lov at ha’?

Hvordan vækker vi minder til live igen og fortæller dem til vores nærmeste?
Når vi er midt i tyverne, holder hjernen op med at vokse, og så går det så at sige kun ned ad bakke. Vi kan stadig lære nye ting, men på et tidspunkt kan hukommelsen begynde at svigte.
– Minder kan forsvinde, men så er det godt, at de også kan vækkes, siger Heidi Bobjerg, der i dette foredrag taler om, hvordan vi kan genfinde minder, der næsten er forsvundet.
Heidi Bobjerg er forfatter og skrivecoach og har hjulpet mange med at skrive og udgive deres livsfortælling.
I foredraget vil deltagerne få enkle redskaber, som kan bruges til at fremkalde særlige øjeblikke fra barndom og ungdom. Og så vil Heidi Bobjerg også dele gode ideer til, hvordan man kan bevare minderne, så de kan gives videre til familie og venner.
(60-90 min. 4.000 kr. + kørsel)

Foredrag 3

Hvem fortjener min empati?

Er det flygtninge eller andre udsatte i Danmark, som kalder mest på din medfølelse?
Med udgangspunkt i sin roman “Nordpå” taler Heidi Bobjerg om flygtningekrisen i 2015, hvad den gjorde ved os som danskere, og om der er forskel på udsathed.
Nordpå skildrer en flygtningepiges rejse fra havet omkring de græske øer til Danmark, og samtidig fortælles historien om en dansk journalist, der midt i sin egen udsathed efter en traumatisk skilsmisse oplever at finde ny mening i at hjælpe andre. Foredraget er ekstra relevant i denne tid, hvor ukrainske flygtninge giver os et anderledes billede af det at være flygtning.
(60-90 min. – 4.000 kr. + kørsel)

Foredrag 4

Min oldefar blev myrdet i en skov

Et gribende foredrag om true crime, slægtsforskning og traumer.
Det kan være fængslende at høre ægte historier om kriminalitet. Men bag de spændende historier gemmer sig også nogle ofre og deres familier, som skal lære at leve med traumerne bagefter.
I starten af det 20. århundrede boede og arbejdede Heidi Bobjergs oldeforældre i Klelund Plantage ved Vejen, men i 1910 blev oldefaren brutalt myrdet, og oldemoren måtte efterfølgende klare sig, som hun bedst kunne med sine tre børn, hvor den yngste kun var 2 måneder gammel.
– Jeg har altid undret mig over, hvordan en familie kan komme videre efter sådan et traume. I min familie er det blevet et referencepunkt, og noget, der har påvirket i flere generationer på godt og ondt, siger Heidi Bobjerg, der også har brugt historien som udgangspunkt til en fiktiv historie i romanen ”Trøske”.
I løbet af foredraget kommer du med på tur ned i familielegender, slægtsforskning, avisartikler og den gamle politirapport – og hører om, hvilke overvejelser, hun havde, da hun valgte at bruge de mørke kapitler fra familiens historie i en bog.
(60-90 min. – 4.000 kr. + kørsel)