Liselotte Wiemer

Kontakt: Tornbyvej 14, 9850 Hirtshals
Telefon: 6161 0435
E-mail: liselotte.wiemer@hotmail.com

Ud over at være cand. mag. i dansk, litteraturanmelder og præst, har jeg i mange år arbejdet som natkirkekoordinator i Vor Frue Kirke, København. Jeg underviser i filosofi, litteratur og kommunikation, holder foredrag og skriveværksteder og introducerer hvert år årets bogsæson for bibliotekarer, boghandlere og læsekredse over hele landet.
Det er netop her: i krydsfeltet mellem litteratur, eksistens og tro, at jeg selv finder den store inspiration.
Højskoletraditionens respektfulde og levende formidling er mit forbillede.

Liselotte Wiemer holder foredrag i hele landet.

Foredrag:

1. Legebarn, frihedskæmper eller et ensomt lille dyr i skoven…
2. Paradislængsler og lykkedrømme – i det 21. århundrede
3. Da Gud tog bussen! – en rejse i drømmens og forsoningens fodspor fra Martin Luther King til Desmond Tutu
4. Altid allerede elsket – En aften om livets store spørgsmål
5. Knausgård – banebryder eller banemand?

Foredrag 1

Legebarn, frihedskæmper eller et ensomt lille dyr i skoven…

Hvem var egentlig Astrid Lindgren?
Næst efter H.C. Andersen er Astrid Lindgren vel det nordiske navn i verdenslitteraturen, flest børn og voksne kender. Men hvem var hun egentlig – dette sammensatte menneske?
For at komme tættere på svaret tager vi først en flyvetur tilbage til barndommens Vimmerby og følger derefter Lindgrens liv og forfatterskab frem til hendes død i Stockholm 2002.
Et liv der var badet i lys; men også præget af mørke og melankoli. Og i øvrigt af et stort politisk engagement.
Til sidst vil vi undersøge, hvordan Astrid Lindgren som ingen anden forfatter er i stand til at nærme sig barnets inderste liv i de mest eventyrlige, intense og sørgmodige øjeblikke. Og dermed os alle sammen!
(120 min.; nødv. hjælpemidler: flip over; honorar efter aftale)

Foredrag 2

Paradislængsler og lykkedrømme - i det 21. århundrede

Det perfekte liv er blevet et hverdagskrav: lykke, sundhed, velvære og velstand. Spænding og intensitet. Udfordringer og harmoni. Sikkerhed. Frit valg og trygge rammer. Vi vil ha’ det hele. Og vi vil ha´ det lige nu! Stress er en åndelig sygdom, er det blevet sagt. Det kan have noget med vores lykkeforestillinger at gøre. For samtidig trænger tomheden sig jo på. Hvad er egentlig meningen?
Måske handler det gode liv om noget helt andet, større og dybere end det perfekte.
I dette foredrag vil jeg ud fra bibelske, filosofiske og litterære tekster undersøge forholdet mellem vor tids stræben efter lykke og de kristne forestillinger om mening, fylde og opfyldelse. For måske er Paradis meget mere end et liv efter døden!
(120 min.; nødv. hjælpemidler: flip over; honorar efter aftale)

Foredrag 3

Da Gud tog bussen! - en rejse i drømmens og forsoningens fodspor fra Martin Luther King til Desmond Tutu

Med udgangspunkt i en række personlige oplevelser fra rejser i USA og Sydafrika, samt Martin Luther Kings bevægende dagbog ’Da Gud tog Bussen – 382 dage der ændrede verden’ ( som Liselotte Wiemer sammen med Steffen Larsen har oversat og redigeret), prøver vi at indkredse de drømme og visioner, der ligger til grund for tanken om kærlighed, forsoning og ikke-vold. Sådan som de kommer til udtryk ved f.eks. busstrejken i Montgomery 1956, den legendariske ”I have a dream” tale i 1963, i Gandhis filosofi og i Sandhedskommissionens opgør med apartheid tiden i Sydafrika.
Det er kristendom i praksis. Det er en mental saltvandsindsprøjtning. Det er tro, håb og næstekærlighed omsat til virkelighed. Og det er først og fremmest en tillidserklæring til menneskets gode natur!
Foredraget holdes i samarbejde med forfatter og anmelder Steffen Larsen.
(120 min.; nødv. hjælpemidler: flip over, pc og projektor; honorar efter aftale)

Foredrag 4

Altid allerede elsket - En aften om livets store spørgsmål

Inden musikeren Peter Bastian døde, nåede han at indtale tredje bind af sine erindringer ‘Altid allerede elsket’ til sin gode ven Tor Nørretranders.
Og det er bestemt ikke blevet et erindringsskrift med sørgebind. Tværtimod er det en bog fuld mod og tro, som man bliver både klogere og rigere af at læse. Og hvor man som læser konfronteres med livets evige spørgsmål:
Hvad er meningen med det hele? Er der en Gud? Har vi brugt vores liv godt nok?
Dette foredrag giver en rundrejse ikke bare i Peter Bastians bog, men i vigtige dele af det eksistentielle litterære og teologiske landskab lige nu.
Og der lægges op til samtale!
(120 min.; nødv. hjælpemidler: flip over; honorar efter aftale)

Foredrag 5

Knausgård - banebryder eller banemand?

Med det gigantiske 6-binds værk MIN KAMP skabte Karl Ove Knausgård en helt ny norm for, hvordan man kan skrive selvbiografi og litteratur. Og værket er for længst udråbt til det vigtigste nordiske værk i dette århundrede.
Men dermed satte han også sig selv og begrebet ’fiktion’ på spil. For hvor tæt kan man gå på virkeligheden uden at slå den i stykker? Hvor meget må man bruge sine nærmeste omgivelser i litteraturens tjeneste? Og hvad er i det hele taget sandheden?
Cand. phil. og litteraturanmelder Liselotte Wiemer tager os med på en eksistentiel og litterær rejse – ikke bare i Knausgårds univers, men i hele den bølge at nyere litteratur, der leger med vores begreb om sandt og falsk, liv og fiktion, selvbiografi og personlighed. Fra Suzanne Brøgger over Thorkild Hansen og Peter Høeg til Christian Jungersen.
Foredraget er tilrettelagt for alle bogelskere. Du behøver altså ikke at have læst værkerne for at være med!
(120 min.; nødv. hjælpemidler: flip over; honorar efter aftale)